5. september 2021

162 liter håndsprit og 1.800 meter gaffertape

Der blev opført teater i sammenlagt 30.075 minutter ved Aprilfestival 2021 i Holbæk fra 16.-22. juni. Det sørgede 121 teatre med de 164 forskellige forestillinger, der blev opført i alt 615 gange i løbet af festivalugen.

Det er nok de mest markante nøgletal i den Talsymfoni, som arrangørerne fra Teatercentrum traditionen tro producerer i passende afstand fra festivalens afslutning, når de indsamlede billettal, indberetninger, fakturaer og mere finurlige info-bidder er i hus.

Men interessant er det da også, at der blev vist teater for 11.700 børn ved de lukkede forestillinger på skoler og institutioner, mens der var 7.809 tilskuere til festivalens offentlige forestillinger – selvom der var bestilt 9.928 billetter og en del valgte at 'komme ind på døren'. 

Det siger lidt om det store billetspild, der finder sted – primært netop fordi der er tale om gratis adgangskort – og som man ved hver eneste festival håber at kunne minimere.

Blandt de mere muntre elementer i Talsymfonien er: 162 liter indkøbt håndsprit og 1.800 meter gaffertape brugt til opklæbning af mørklægningsfolie (2.200 m2).

Den talglade opgørelse rummer langt over 100 forskellige elementer omkring basale fakta, planlægning, pr-arbejde og -materiale, afvikling og skæve størrelser.

Samt finansiering. Aprilfestival 2021 i Holbæk kostede 5.500.000 kr. – hvor Kulturministeriet refunderede halvdelen. Og det er ikke hele sandheden, for den aflyste/udskudte festival i 2020 løb op i knapt 3,2 mio. kr. – som også blev fordelt ligeligt mellem værtskommune og Kulturministeriet.

Men kig selv med i Talsymfonien, der både viser det store overblik og de små detaljer:

 https://www.teatercentrum.dk/files/Talsymfoni_-_Aprilfestival_2021.pdf

Næste år skal der indsamles data til en ny Talsymfoni, når Aprilfestival 2022, der afvikles fra 27. marts til 3. april i Esbjerg Kommune, er slut.

(Billedet: Aprilfestival 2021 i Holbæk sagde farvel og tak med bl.a. denne annonce, hvor alle de deltagende teatre var oplistet – nu er der talsymfoni for en masse andre fakta) 

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne