’Herude på Musicon lader vi stierne opstå først. Mennesker besøger området og vælger spontant de veje, de vil gå gennem terrænet herude. Først bagefter finder vi ud af, hvor stierne egentlig er kommet til at ligge – og så hælder vi asfalt på dér.’
Nogenlunde sådan forklarede koreografen Thomas Eisenhardt, hvordan den kulturelle bydel Musicon i Roskilde udviklede sig, da han stolt viste rundt på området omkring Aaben Dans’ scenebygning Laboratoriet for længe siden. Det var dengang, hvor det meste af Musicon stadig lå hen som muddermarker – lang tid før rockmuseet Ragnarock åbnede.
Billedet af stierne, der langsomt trædes til, svarer imidlertid til den måde, som Aaben Dans har indtaget Roskilde på: Tålmodigt og nysgerrigt. Altså de egenskaber, som har givet kompagniet fodfæste i byen, så der nu er et ti års jubilæum at fejre som egnsdanseteater i Roskilde. Med dansede stier …
Dans kræver tid
Tålmodighed er en nødvendig dyd for alle, der arbejder med dans som scenekunst. Det gælder både i forhold til publikumsudvikling og i forhold til den økonomiske anerkendelse hos politikere og bevilgende myndigheder. Dans kræver noget andet end mange andre slags scenekunst, og det har lederne af Aaben Dans været dygtige til at formulere helt fra begyndelsen.
Dans duer ikke til lutter freelance-dansere i ad hoc-ensembler med korte prøveforløb. Dans kræver fortrolighed mellem koreograf og dansere – og dans kræver træning, og træning kræver tid.
Når man som Aaben Dans ydermere skaber forestillinger for at turnere med dem rundt i landet, kræver det indlysende nok, at de udvalgte dansere er til rådighed over lang tid.
Dansens storhedstid
Kernepersonerne i Aaben Dans er den kunstneriske leder og koreograf Thomas Eisenhardt og teaterlederen Lisbeth Klixbüll. De er begge oprindeligt dansere, og de har været med inden for den moderne dans i de gyldne år i 1990’erne, hvor mange dansedrømme endelig blev til virkelighed som et alternativ til Den Kongelige Ballet.
Dansens Hus åbnede som et træningssted for professionelle dansere. Dansescenen åbnede som en scene for professionel scenedans. Og Skolen for Moderne Dans blev oprettet som en paralleluddannelse til skuespillerskolerne. Det var en storhedstid for dansen i København – med Dancin’ City-festivaler over hele hovedstaden.
Eisenhardt og Klixbüll var først dansere hos Jorge Holguin Danseteater (1987-91) og senere ved kompagniet Ricketts Dance Co. (1991-97), inden de overtog dette kompagni i 1997 og omdøbte det til Aaben Dans. I 2008 rykkede de teltpælene op og flyttede til Roskilde med en skarp plan om at blive egnsdanseteater.
Dinglende arme
Et danseteater står og falder med sin vigtigste koreograf. I Aaben Dans hedder koreografen Thomas Eisenhardt. Hans koreografiske gennembrud var den grønlandsinspirerede forestilling ’Meget kraftigt glemt’ (1996), hvor han brugte kroppen anderledes gymnastisk og funktionelt i sit vellykkede stræben mod at fremmane en kropslig erindring om en barndom i sne og ritualer. Senere inddrog han også storbyens puls i sin dans, som f.eks. i ’Blue Print’ (2006).
Men det har været som egnsdanseteater i Roskilde, at Eisenhardt har fundet sit særlige udtryk for kropslig nysgerrighed. Samtidig har han forbløffende nok formået at bruge sin egen krop som danserkrop i langt flere år end de fleste andre dansere.
Da han stod i ’Arme og Ben’ (2009) ved siden af sin sammensvorne danserkollega Ole Birger Hansen og løftede armene ud til siden, hvorefter han lod underarmene dingle frit rundt i albueleddet, fik han ikke bare skoleungerne til at grine. Han viste også, hvordan kroppen netop er i stand til at udtrykke ting, som tankerne ikke har tænkt – endnu.
Sansejæger
Eisenhardt har en iboende nysgerrighed over for de andre kunstarter: billedkunst, arkitektur, musik, nycirkus … Han arbejder gerne i uforudsigelige krydsfelter mellem kunstarterne – oftest de ordløse og ikke-fortællende kunstudtryk. Fra det tiljublede DJ-ikon Master Fatman i ’Show Real’ (2010) til den psykologisk raffinerede skuespiller Lane Lind i ’Elskende’ (2011).
Eisenhardt går direkte efter det sublime. Og han jager helst tilskuerens sanser i en stor bue uden om intellektet – og tak for det.
I småbørnsforestillingen ’Mig Dig Os’ (2008) og i ’Igen’ (2011) talte han direkte ind i babyers legeevne og uspolerede abstraktionsevne. For her skabte han dans for børn helt ned til seks måneders alderen, hvor børnene lige akkurat magtede at sidde op på scenens bløde ryatæppe.
Her arbejdede han sammen med instruktøren Catherine Poher, der har tilføjet en poetisk dimension til Eisenhardts dans. Senest i ’Tre Ben’ (2016), hvor målgruppen blev udvidet, så den ikke kun var rettet mod småbørn, men også mod gamle mennesker, der har brug for et ’tredje ben’ i form af en stok.
Hane, hund og himmel
Det var også Catherine Poher, der var hans meddigtende kollega af ’Hane og Hund’ (2013), hvor Biblens skabelsesberetning og evolutionsteorien smeltede originalt sammen lige for øjnene af børnehavebørnene og deres heldige voksne – til lyden af Peter Bastians drømmende himmelmusik.
Poher og Eisenhardt stod også bag ’Horisonten’ (2015) som en co-produktion med Det Kongelige Teater. Her dalede ægte tæpper langsomt ned fra himlen, mens både moderne dansere, balletdansere, skuespillere, sangere og performere fortalte deres egne livshistorier, både med ord og med dans. På en livsscene med blide silhuetter og evighedstræ – og med et dybt bevæget publikum.
Byt og swop
Idéen om at dele både dansen og dansetankerne med andre er bærende for Aaben Dans. Siden 2012 har kompagniet hvert andet år præsenteret festivalen ’SWOP – International dansefestival for børn og unge’. Her har mange forskellige slags danseforestillinger været på plakaten, og festivalen har ikke mindst inviteret både dansebranchen og det almindelige dansepublikum til dialoger mellem kunstnere, der gavmildt har delt ud af deres tanker om kroppen som kunstnerisk værktøj.
Byttebegrebet ’swop’ skal altså tages helt bogstaveligt: På festivalen hos Aaben Dans er man konstant inviteret til at bytte idéer og udveksle tanker. Desuden viser SWOP-festivalen, hvor solidt forankret Aaben Dans er blevet i Roskilde by – og hvor smidigt egnsdanseteatret boltrer sig i samarbejde med andre kulturinstitutioner og med kommunen.
Spillestederne har i hvert fald bredt sig fra Roskilde Bibliotek og Museet for Samtidskunst til Stændertorvet, Søjlepladsen og Lynghøjskolens Teatersal – og rundt om i Roskildes gader – som en lokal kulturstolthed for Kulturregion Midt- og Vestsjælland.
Besøgstallene for den såkaldt ’smalle dansekunstart’ er imponerende: I 2016 var der 6.500 gæster til SWOP-festivalens fem dage.
I 10 års jubilæumsåret afholdes SWOP-festivalen torsdag-mandag den 3.–7. maj 2018. Festivalens åbningsforestilling torsdag morgen kl. 10 er naturligvis Aaben Dans’ egen ’Tre Ben’. Med danseren Antoinette Helbing og danseren og akrobaten Henna Kaikula – og den ukuelige Ole Birger Hansen.
Rummelighed forude
Men også i løbet af sæsonen byder Aaben Dans gerne til dialoger mellem dansekunstnere og publikum. Også om dansernes forhold til deres egne kroppe. Ved en Reumert-salon om ’Hvordan kan man holde op med at være bange for dans?’ i 2014 stod Thomas Eisenhardt i Laboratoriets foyer, mens folk sad og lå overalt på stole og puder.
Her fortalte han om, hvordan han faktisk godt kan være bange for at danse til fester – han, der er danser! – netop fordi folk tror, at man som danser kender alle dansekoderne … Her blev der godt nok klukket og grinet rundt om på puderne.
Foyeren med de hyggelige lysestager og den lille black box-scene har dog længe strammet over skuldrene på kompagniet. Den bedste jubilæumsgave for Aaben Dans må derfor utvivlsomt have været Roskilde Kommunes beslutning om at bygge et stort nyt kreativt centrum for hele Musicon. Et hus, hvor Aaben Dans både vil få en ny black box-scene og en prøvesal – og adgang til en stor multifunktionel sal (til 200 tilskuere), som egnsdanseteatret skal dele med Roskilde Festivalen og musikøvelokaleforeningen Råstof Roskilde.
Her vil der ikke mindst blive plads til alle de større, internationale gæstespil, som Thomas Eisenhardt og Lisbeth Klixbüll sammen med den trofaste producer Pernille Møller Taasinge længe har drømt om at præsentere.
Dans i mørket
Danseren Ole Birger Hansen har været med hele vejen hos Aaben Dans. Det må siges at være noget af en præstation fra en tilsyneladende utrættelig danser med en af de højeste kroppe og bredeste smil i dansk dans.
Ole Birger Hansen var da også med i den nyeste danseforestilling hos Aaben Dans, nemlig Thomas Eisenhardt og Catherine Pohers forestilling ’Med hånden på hjertet’ (2017), som paradoksalt nok fik genrebetegnelsen: ’en danseperformance i mørke’.
Hvis der er nogen, der kan få publikum til at danse i mørke, så fodsporene kommer til at danne en sti, så er det Aaben Dans. Nu kan Aaben Dans roligt lægge den røde jubilæumsløber direkte mod Laboratoriet på Musicon. Til lykke!
