28. oktober 2015

Wilhelm Hansen hædrer Peter Brook

For 21. gang var Wilhelm Hansen Fonden på banen, da man tirsdag 27. oktober uddelte kunstneriske legater og priser og støttebeløb til kvalitetsprojekter, enkeltpersoner og ensembler inden for teater, musik og dans.

Det foregik i de vanlige imposante rammer, nemlig Børssalen i Christian IV's velkendte bygning på Slotsholmen. Den særdeles spendable konge stod meget passende selv – i form af Thorvaldsens statue – og overvågede fondens store gavmildhed. Hvor Christian formøblede statskassen i form af bygninger og krige og vellevned, nøjes WH Fonden dog at bruge millioner til kulturlivets opretholdelse – og af egen kassebeholdning…

Det afholdt heldigvis ikke Fondens formand, Ebbe Mørk, for at klandre staten for at orkestrere alt for mange nedskæringer på kulturstøtten og overlade vigtige nationale opgaver til private mæcener.

'Vi lægger vægt på, at kunstneriske begivenheder over hele landet støttes i bestræbelserne for at holde den kunstneriske profil. En profil, der i stadig stigende grad er truet af nedskæringer på de offentlige bevillinger til kunst- og kulturlivet', som det tillige forlods lød i en pressemeddelelse fra ham og fonden i en velanbragt kritik af bl.a. de nyligt varslede grønthøster-aktiviteter på kulturområdet.

Men derefter blev stemningen i den fyldte børssal løftet noget, da rummet blev fyldt af Mozart-toner fra Den Danske Strygekvarter – som er heftigt subventioneret af WHF-fonden ganske som Danmarks Underholdningsorkester, der som bekendt blev lukket af DR og kulturministeren i slutningen af 2014, men genopstod for private midler.

Orkestrets karismatiske leder, ungarske Adam Fischer, og Den danske Strygekvarter var passende nok årets modtagere af to kunstnerpriser på hver 150.000 kr. Fischer ville dog kun modtage prisen, hvis pengene gik direkte til hans orkester, som Ebbe Mørk fortalte.

Siden fulgte eftermiddagens højdepunkt, da Hædersprisen – som er på 500.000 kr. – blev overrakt til den legendariske britiske teatermand Peter Brook, der har beriget scenekunsten med sine værker og tanker og trods sine 90 år stadig er aktiv og skarphjernet, hvad de stærkt applauderende publikum fik en lille smagsprøve på.

Derudover blev der også penge til hele 81 andre glade modtagere i form af  produktionsstøttelegater m.v. Alle uddelt uden overrækkelser eller takketaler, men behørigt nævnt i et uddelt dokument – hvorfor tilhørerne efter Peter Brooks lille tale kunne gå til canapeer, drinks og høvisk tale i de tilstødende gemakker.

Men med teateravisen.dk's stålsatte fokus på børne- og ungdomsteatret skal den gode håndfuld særdeles velkomne donationer på sammenlagt 300.000 kr. til dette segment nævnes særskilt her – der er tale om produktionsstøttelegater – med uddrag af fondens motiveringstekst:

 – Filiorum –pop-up spillestedet, der finder scener i Gentofte Kommune til præsentation af børneteater og holder kunstneriske laboratorier til efterbearbejdelse af scenekunstoplevelsen.

–  Det Lille Teater – til en sanseforestilling, 'Citroner i vand', for det mindste publikum om det  at opleve ting første gang.

– Marionetteatret i Kongens Have (nu en del af Det Lille Teater, der således fik to priser), der spiller gratis forestillinger hele sommerperioden og næste år kan fejre 50 års jubilæum med en forestilling, der er en hyldest til menneskets legelyst.

– Det Lille Verdens Teater – det turnerende børneteater vil skabe en interaktiv forestilling, 'SPOR', som bygger på kropslige oplevelser af musik og lyd.

– Hvid Støj Sceneproduktion – til en kommende cabaret, 'Syv sange om samvittighed', hvor man inddrager de 8-12-årige publikummer i nykomponeret musik og tekster.

– Meridiano Teatret – til forestillingen 'Vild', hvor man sætter scenekunst på skoleskemaet for de 8-12-årige.

Se hele listen over prismodtagere på www.wilhelmhansenfonden.dk/Prismodtagere.html

Wilhelm Hansen Fonden har uddelt millioner af kroner til teater, dans og musik siden oprettelsen i 1995. Man kan søge en gang om året – og kun elektronisk via hjemmesiden – og næste ansøgningsfrist er 31. august 2016.

Desuden finder fondsbestyrelsen selv emner til støtte i løbet af året – senest var man således enesponsor på canadiske Robert Lepages storstilede gæstespil, 'Playing Cards: HEARTS' på Østre Gasværk Teater.

(Billedet: Peter Brook fik overrakt Hædersprisen på Børsen tirsdag eftermiddag og om aftenen kunne indbudte gæster på Øster Gasværk Teater høre ham samtale med Paul Holdengräber fra New York Public Library. Foto: Lars Nybøll)

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne