Narcissus forelskede sig i sig selv, da han så sit eget spejlbillede i søens vand.
Måske har teatret Carte Blanche på samme måde forelsket sig i sin egen Narcissus-inspirerede forestilling ’Vandspejling’. For desværre har Carte Blanche overset adskillige indsnegne botox-forskønnelser, symmetriske ansigtsløftninger og hyperperfekte implantater, for nu at tale til vor tids Narcissus-sprog. Tam og syntetisk er skønheden i hvert fald blevet.
Den æstetiske sans i forestillingen er ellers uomtvistelig. Med sin vanlige sans for linjer og billeder har billedkunstneren og teaterkvinden Sara Topsøe-Jensen skabt en udsøgt verden af vandbølger og spejlinger.
Men fængende teater bliver det ikke denne gang. Snarere blot en installation, hvori der tilfældigvis bevæger sig to levende menneskekroppe. Installationen forbliver uden spændingskurve eller handlingsforløb. Havde det været et stationært kunstværk Horsens Kunstmuseum, så havde de fleste nok valgt at forlade rummet efter et par minutter.
Men nu var det altså en ’forestilling’ i et aflukket rum, og derfor blev vi allesammen pligtskyldigt siddende – og kedede os.
Vandvejsforbistring
Men hvordan kan teatret bag så interessante forestillinger som den labyrintiske ’Kalejdoskop’ og den mørkemættede ’Blind’ komme afsted med at producere så udramatisk en forestilling som ’Vandspejling’?
Er de tidligere succes’er steget teatret til hovedet? Eller har det regionale samarbejdsprojekt ’Vandvejen’ – med bl.a. Museum Jorn i Silkeborg, Randers Kunstmuseum og Randers Egnsteater – vildledt Carte Blanche?
Samarbejdet med de spanske kunstnere Gabriel Hernande og Marga Socias har i hvert fald resulteret i en meget Carte Blanche-agtig og vellykket sanseinstallation på Skovgaard Museet i Viborg under titlen ’Hotel Aurelia’. Til gengæld er ’Vandspejling’ altså blevet forsvindende lidt Carte Blanche-agtig, sådan dramatisk set…
Oldævlsæstetik
Måske har konceptet bare klemt åndedrættet ud af forestillingens idé om at lade fire spejle åbne sig udad, mens to mennesker gradvist spejler sig mere og mere i spejlene – og i hinanden. Billedet rummer i hvert fald ikke spænding nok til 45 minutters action. Desuden har en oplæst rammefortælling om Narcissus og hans selvforelskelse fået lov til at afvikle sig selv, uden at det visuelt modsvares af andet end diffust mørke – og uden at det fænger hverken tweens eller teens eller oldævlslærere.
Og som om det ikke var nok, har musikken og lyddesignet fået lov til at køre i rille og lutter bølgebrus. Musikalsk er der fine citater fra alle dele af musikhistorien – fra huledryp til Mahler og stomp. Men nogen samlende kraft ligger der ikke i Rasmus Christensens musik.
Fiskekoreografi
Egentlig kan man opleve forestillingen, lidt ligesom man kan betragte et akvarium: Høfligt og indifferent. For de fleste betragtere er det ikke ligefrem åndeløst spændende, om fisken svømmer højre eller venstre rundt om algen. På samme måde er det heller ikke neglebidende pirrende, om danseren nu også drejer højre eller venstre om eget ben. Eller om performerens fingre folder sig ud som søanemoner med pegefingeren eller ringfingeren først.
Det er fint, jovist, men uden dramatisk kraft. I hvert fald ikke i denne koreografi, der forbliver på det banalt gentagende plan. Inspirationskilder kan sagtens findes, både hos humoristiske kropskunstnere som Pilobolus og filosofiske kropsmagikere som Kitt Johnson. Men videoprojektioner på badedragtsklædte kroppe gør altså ingen dans i sig selv.
Egentlig ville de levende dansere nok have været bedre tjent med at optræde på video. Så kunne kameraet have zoomet ind på de kropsdetaljer, som tilskuerne ikke reelt kan se på afstand.
De to performere Cindy Rudel og Kristoffer Krarup virker begge både kompetente og harmoniske i denne mimiske kropsudfordring. Men danserpræcise er de ikke. Desuden er de tydeligvis hyret som ’kroppe’, ikke som performere. Så det ville sågar have virket mere fair at lade dem optræde som skabninger ’uden ansigt’ foran et kamera end foran et publikum.
Papirklipssymmetri
’Vandspejling’ handler om vand – og måske om arternes udvikling. Altså om alt det, vi med ærefrygt kalder ’organisk’. Alligevel er langt de fleste visuelle indslag sært overkonstruerede og påtaget symmetriske, som om der var tale om papirklip og ikke om vandvæsner.
Hvis forestillingen var teknisk perfekt, ville man antagelig lade sig formilde af æstetikken. Men faktisk var der i Horsens sat spotholdere op lige midt i videoprojektionerne på væggene, som om forestillingen var anbragt lidt småtilfældigt og i en uheldig gymnastiksal. Og det er altså ikke Carte Blanche-standard.
Måske skal ’Vandspejling’ bare igen spejle sig i en af de smukke søer ved Viborg. Denne gang uden at forelske sig i sig selv.
