Teaterpublikummets adfærd omkring og oplevelser med scenekunst er det spændende fokus for et nyt vidensprojekt, 'A Suitcase of Methods – Seeking the Experienced Relevance of Performing Arts', hvis ambition er at etablere en slags værktøjskasse, der kan bruges bredt i dansk og international sammenhæng, når man gerne vil blive klogere på sit publikum.
Publikumsudvikling – der i virkeligheden dækker over teatrenes evne til at inddrage og fastholde deres tilskuere via kunst og inddragelse m.v. – er blevet et fast modeord ved allehånde seminarer og konferencer, og nu vil dette vidensprojekt med afsæt i publikumsanalysegrebet og den konkrete publikumsoplevelse undersøge scenekunstens relevans for et nutidigt publikum.
Det betyder også, at man udover samarbejde og dialog med hele scenekunstområdet vil involvere udvalgte publikummer gennem de næste fire år.
'Vi slipper den kvantitative analyse for en stund, og fordyber os i at sætte ord på det, der som regel blot er en mavefornemmelse hos publikum – det vi mangler ord for – hvad er det ved den kunstneriske oplevelse og rammen omkring den, der gør kulturoplevelsen til noget særligt?' lyder det fra de to forskere bag projektet, Nina Gram og Anna Lawaetz, der løbende vil dele resultater og refleksioner fra projektarbejdet på bloggen asuitcaseofmethods.com.
Det er Det Kgl. Teater, der skal drive vidensprojektet, der har teatrets chef for Strategisk Analyse, Christina Østerby, som initiativtager, og hun ser frem til, at få et endnu mere fyldestgørende billede af, både hvad publikum gør og hvorfor de gør det.
Nu findes teaterpublikum i mange udgaver og aldersgrupper, og teateravisen.dk spurgte derfor lige til, om projektet også skal inddrage børneteatret, og det forsikrer Anna Lawaetz om.
Hun fortæller også, at man udover konkrete forsøgs-set-up satser stærkt på dialogen med de danske scener og teaterkompagnier – og at man vil dække scenekunstområdet bredt forstået som både teater, opera, ballet og koncerter – og altså også have fokus på børneteaterområdet.
Udover konkrete forsøg og vidensdeling planlægger man også at lave seminarer med både danske og internationale gæster.
Men interesserede kan altså følge med via bloggen asuitcaseofmethods.com, som Anna Lawaetz håber vil udvikle sig til et forum for diskussioner og praktisk viden.
(Billedet: Fra bloggen asuitcaseofmethods.com – der skal samle viden og resultater og refleksioner fra publikumsprojektet)
(caj)