24. oktober 2014

The History of ASSITEJ

Den internationale organisation for børne- og ungdomsteater lyder forkortelsen ASSITEJ, der dækker over den franske betegnelse Association Internationale du Théatre pour l'Enfance et la Jeunesse (og brugt på engelsk: International Association of Theatre for Children and Young People).

Organisationen, der er tilknyttet UNESCO, er et globalt netværk, som arbejder for børns kulturelle rettigheder, selvfølgelig ikke mindst hvad angår teater. Der er centre i omkring 80 lande og der afvikles verdenskongres hvert tredje år.

Amerikaneren Nat Eek har været vicepræsident og præsident (1972-75) og er nu ærespræsident i International ASSITEJ, og han har fulgt organisationen på nærmeste hold gennem årene. Og er også indstifter af den store pris, The ASSITEJ International Award for Artistic Excellence – der også går under navnet ’The Honorary President’s Award’ – som er blevet uddelt ved verdenskongresserne siden 1996 og bl.a. er givet til Ray Nusselein/Paraplyteatret (1996) og Bodil Alling/Gruppe 38 (2011).

Nat Eek, der er professor emeritus udi drama, har også sat sig for at skrive ASSITEJ's historie og har nyligt afsluttet et digert værk om organisationen fra starten i juni 1965 og frem til 2005.

'The History of ASSITEJ' består af tre bind, der dækker henholdsvis 1964-1975; 1976-1990 og 1991-2005.

Afdækningen af de første 40 år af organisationens virke er selvfølgelig en vigtig dokumentarisk milepæl. Og ikke mindst tredje bind, som dækker perioden 1991-2005, er interessant for både ASSITEJ som organisation og Danmark/Norden som deltagere.

For det var fra 1990 og frem, at ASSITEJ udviklede sig fra en eurocentrisk og småforhutlet gammelmandsklub til en verdensomspændende og mere dynamisk organisation, der søgte at inddrage de mange lande uden for Europa i det fælles arbejde – og hvor man erkendte de mange forskellige former for teater for børn og unge, der finder sted uden for Europa og som ikke nødvendigvis udelukkende er defineret ved, at professionelle voksne teaterfolk laver forestillinger for børn.

Det var således især med danske Michael Ramløse som generalsekretær 1990-96, der kom skred i tingene, og han var godt sekunderet af aktive og engagerede teaterfolk fra de nordiske lande, hvoraf flere fik sæde i det øverste organ, executivkomiteen, og andre virkede i periferien af de bestemmende organer.

Efter et kort mellemspil af en mindre effektiv østrigsk generalsekretær tog svenske Niclas Malmcrona over på posten fra 1998-2008 og fortsatte Ramløses internationale samarbejdslinje.

Der er også blevet ryddet op i mange af de bureaukratiske spændetrøjer, herunder sprogforbistringen med mindst tre-fire officielle sprog ved alle møder og kongresser.

At kampen for internationalisering af ASSITEJ er lykkedes til fulde, kan afspejles af det aktuelle lederskab i organisationen, der har en sydafrikansk præsident og en mexicansk generalsekretær og i øvrigt over 80 nationale centre dækkende seks kontinenter.

Men de seneste ni år er altså ikke med i Nat Eeks store jubilæumsværk. Og de vigtige 15 år i tredje bind er en særegen oplevelse. For de mange siders 'officielle' afrapporteringer af møder, kongresser, dagsordener, beslutninger m.v. er nok noget af det kedeligste, denne skribent nogensinde har læst.

De er i sagens interesse næsten totalt renset for de mange interne og personlige opgør, der rent faktisk har præget udviklingen og kampen for et andet og bedre ASSITEJ. Og en hel del af de ledsagende sort-hvide fotos i dårlig kvalitet med opstillinger af folk og fæ bidrager heller ikke stort til underholdningen.

DEN finder man til gengæld i de såkaldte summeries, der afslutter de tre periodiske hovedafsnit og faktisk er mindre resumeer end det er fortolkninger af de foregående siders mange kedelige opremsninger af begivenheder…

Her får man konturerne af de egentlige organisatoriske dramaer og konflikter – og kan se tegningen af de virkelige helte og skurke. Og der har været rigtig mange intriger og destruktive kræfter i spil i organisationen, ikke mindst i 1990'erne, hvor de gamle og selvbestaltede/selvsupplerende ledere fra ikke mindst Frankrig gjorde alt for at spænde ben for de nye tider. 

Det ved de indviede, og det ved også denne artikels skribent, der har været tæt på ASSITEJ's maskinrum i store dele af perioden, takket været rejser med og løbende informationer fra den danske generalsekretær og siden de danske og nordiske medlemmer af executivkomiteen. Og her er stof til mange flere gode og særdeles instruktive fortællinger end Nat Eek afdækker i sine bøger.

Men nu har International ASSITEJ altså via Nat Eeks selvbestaltede og selvfinansierede initiativ fået dokumenteret de første 40 års virke. Og der er da også gode registre og oversigter og små biografier udover de førnævnte resumeer, der gør værket brugbart.

Nat Eek har haft medforfattere på de enkelte bøger i skikkelse af Ann M. Shaw, Katherine Krzys og Kim Peter Kovac.

'The History of ASSITEJ'

Vol. 1: 'Discovering a New Audience for Theatre'

Vol. 2: 'Expanding the New Audience for Theatre'

Vol. 3: 'Maintaining the New Audience for Theatre' 

Pris:  ml. 26,95- 29,95 $ pr. bind

Forlag: Sunstone Press (www.sunstonepress.com)

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne