Den tidligere Magleby Centralskole på Klintholm Havnevej i Borre på Møn blev i starten af året købt af Tilde Knudsen og Peter Kirk, der blandt meget andet godt har Asterions Hus og Teaterøen på samvittigheden.
Med knap 1600 kvadratmeter bygninger og fire tønder land er der da også plads til store armbevægelser.
Derfor undergår stedet nu en forandring fra gammel skole til teater og kulturcenter: Gymnastiksalen er blevet malet sort, så den kan bruges som black-box teatersal. Sløjdsalen er nyrestaureret og har fået spejlvægge, så nu er den en smuk dansesal. Skolestuerne har højt til loftet og er ideelle til workshops og seminarer. Der er værelser, gildesal, skolekøkken, plads til et udendørs amfiteater og alskens andre aktiviteter,
Ifølge Knudsen og Kirk skal Teater Møn være et sted for forestillinger, koncerter, workshops og andre begivenheder for mønboere og tilrejsende – og et refugium for kunstnere og andre, der har et projekt, der kræver ro og fordybelse. Og indimellem også det private hjem for parret med familie.
De slipper dog ikke taget i det turnerende teater Asterions Hus og Teaterøen – der nyligt har dannet ramme for COTYA – en ny børne- og ungdomsteaterfestival.
Men lørdag 5. oktober gælder det altså Teater Møn, hvor der fra kl. 17-19 er 'flydende åbning' med taler og rundvisning. Herefter spilles forestillingen 'Mit Rum', Tilde Knudsens scenekunstneriske selvportræt (se anmeldelse) og fra kl. 20 er der mad, åben scene, musik og bar.
Alle er velkomne – og der er mulighed for overnatning. Adressen er: Klintholm Havnevej 52, Borre. De glade stiftere af Teater Møn vil gerne have en melding, hvis man kommer, på peter@teateroen.dk
(Billedet: Teater Møn holder til i en smuk gammel skolebygning nær ved Møns Klint. Foto: Teater Møn)