6. februar 2014

Syv slap gennem nåleøjet

Nu foreligger officielt afgørelserne fra Refusionsudvalgets seneste runde af showcase, der fandt sted 18. januar (Vanløse) og 1.-2. februar (Valby).

Og Refusionsudvalget fortsætter tilsyneladende den 'hårde' linje, idet der blev givet refusionsgodkendelse til syv ud af de 21 deltagende forestillinger – tallet var seks ud af 19 i efteråret, heraf var den ene en voksenforestilling.

De godkendte forestillinger blev:

– Teater Portamento: Skyggen  

– Teatret Kimbri: Pænt Goddag  

– André Andersen: Skuddet i Sarajevo

– André Andersen: Den halve papdreng

– Vikaren og Djezah: Verdens første krig

– Det Lille Verdens Teater: Et teselskab… som søstre vi dele

– Teater OPtimis: BENNY – Livet er ikke det værste man har  

De fem første er også tilmeldt på årets Aprilfestival i Holstebro (30. marts-6.  april/www.aprilfestival.dk), mens Teater Optimis-forestillingen er for de 60+ og dermed ikke liiige passer ind i festivalkonceptet. Men Refusionsudvalget tager sig jo altså også af voksenteater-kandidaterne.

Både Teatret Kimbris 'Pænt goddag' og Det Lille Verdens Teater 'Et teselskab… som søstre vi dele' har i øvrigt været refusionsgodkendt i over en halv snes år, men er altså blevet kaldt til fornyet eksamen af det nye udvalg.

Det er fortsat sådan, at showcase-deltagende forestillinger, der ikke får refusionsstemplet, ikke (må) nævnes her, men portalen får selvfølgelig diverse underretninger fra teatrene, og derfor kan det godt sættes på skrift, at et par af de nu afviste forestillinger fra den aktuelle showcase faktisk tidligere har modtaget refusionsgodkendelse af et eller flere af de foregående refusionsudvalg – og sågar pæne anmeldelser her på portalen.

Sidstnævnte sætter så teateravisen.dk i lidt af et dilemma, idet portalen principielt kun anmelder refusionsgodkendte forestillinger – ganske som godkendelsen er nødvendig adgangsbillet til Den Røde Brochure og Aprilfestival – men anmeldelserne bliver nu stående, for de er foretaget i en refusionsgodkendt periode, så det…

Udover de mange forestillinger, som Refusionsudvalget skulle se, blev det også tid til møder med henholdsvis Teatrenes InteresseOrganisation (TIO), der organiserer en stor del af de små teatre, samt Teatercentrum, der står for det praktiske arrangement ved de tilbagevendende showcases.

Det skete i forlængelse af flere teatres utilfredshed med procedurer og sagsbehandling (se artiklen 'Refusionsudvalg i modvind'), og Refusionsudvalget har selv ønske om at sikre en god dialog med alle parter omkring udvalgets arbejde (se noten 'Refusionsudvalget ønsker løbende dialog').

(caj) 

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne