Siden Dansk Rakkerpak & Faster Cool blev egnsteater i Næstved i 2017, har man i samarbejde med Grønnegades Kaserne Kulturcenter arrangeret en årlig og international gadeteaterfestival – dog med den ’obligatoriske’ corona-aflysning i 2020 – og i år er løjerne lagt fra 12.-14. august. Med festivalåbning 12. august kl. 19.30 på Kvægtorvet med skåltaler og smagsprøver fra programmet.
Som vanligt er alle forestillingerne gratis, suppleret med gadekøkken, div. events – og ikke mindst catalanske Guixot de 8’s eksperimentelle legeplads i form af fantastiske installationer, der både er kunstværker og forunderlige maskiner – og som man med stor fornøjelse oplevede ved Springfestival på Amager tilbage i 2014.
Der er 11 forskellige forestillinger fra Portugal, Spanien, Makedonien og Frankrig samt Danmark (flere med international besætning) , hvor værtsteatret diverterer med deres nyeste værk, ’Grænsen’ (se anmeldelse).
Street Cut 2022 foregår som vanligt i hjertet af Næstved. Med hjemmebane på Grønnegades Kaserne Kulturcenter og afstikkere ud i Næstveds gader og stræder.
Forestillingerne:
– Boca de Cão; ”Agustiho e Felicidade” (P)
– Pere Hosta; “Open Door” (ES)
– Alex Mihajlovski; ”Mr.Barti” (MK)
– Paolo Nani; ”Magiske Jekyll” (I/DK)
– Krapül; “Ved siden af” (DK)
– GLiMT: CameliOrquestra 2.0 (DK)
– HURyCAN; ”Bruta.L” (ES)
– Dansk Rakkerpak; ”Grænsen” (DK/I/ES)
– Tout en Vrac: La Cuisinère (D)
– Ikarus Stage Art – Ekkoer af fejring (DK)
– Cikaros & Kimone; “Bænken” (DK)
Se program med omtaler af forestillingerne, spillesteder og –steder m.v. på: https://www.streetcutfestival.dk/
(caj)