26. september 2024

Stor pris til Gertrud Exner

Wilhelm Hansen Fonden har nu offentliggjort modtagerne af de fem store Hæderspriser på hver 200.000 kroner, der uddeles 22. oktober på Glyptoteket i København – hvor den festlige begivenhed, der normalt finder sted på Børsen, er flyttet til efter den store brand.

De store priser gives til markante skikkelser indenfor dans, teater og musik, og i år er modtagerne skuespiller og dukkemager Gertrud Exner; ensemblet Trio con Brio, musikeren Bilal Irshed, teatermanden Nikolaj Cederholm og koreografen Bobbi Jene.

Desuden uddeles der også en lang række legater og støtte til enkeltpersoner og produktioner inden for de tre kategorier, som fonden giver penge til. I år med en samlet sum på ca. otte mio. kr.

For Teateravisen og børne- og ungdomsteatret er det selvfølgelig den store pris til Gertrud Exner, der påkalder sig størst interesse og glæde. Fondens egen korte motivering lyder som følgende:

’Skuespiller og dukkemager Gertrud Exner, der står bag det Fanø-baserede TeaterBLIK, har etableret sig som en af de mest markante kunstneriske skikkelser inden for dansk børneteater. Gennem næsten to årtier har hun som kunstnerisk leder og performer begejstret sit publikum med visuelt stærke og musikalske forestillinger, der har opnået stor anerkendelse både i Danmark og internationalt’.

De gode ord vil traditionen tro blive fulgt op med en meget længere og grundigere hyldesttale på selve prisoverrækkelsesdagen, hvor Gertrud således indtræder i den lille række af Hæderspris-modtagere fra børne- og ungdomsteatret: Catherine Poher i 2019 og Bodil Alling i 2020.

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne