Teatergruppen Batida har blandt sit velspækkede repertoirekatalog også den komisk/absurde forestilling 'Spaghetti', som man har turet energisk med i både Danmark og udlandet, bl.a. Kina, Østrig, Iran, Vietnam, Mongoliet og Irland – og som blev anmeldt i BørneTeaterAvisen så langt tilbage som i maj 2006.
Nu har forestillingen netop haft premiere på Teatr Baj i Warszawa – men i en polsk udgave (gendigtet af Boguslawa Sochanska) med tre lokale skuespillere.
Forestillingens tre danske skuespillere, Simon Holm, Maria Sonne og Tobias Heilmann, har i Warszawa mødt deres polske kollegaer, Andrezej Bocain, Marta Gryko-Sokolowska og Piotr Michalski, og sammen har de gravet sig igennem 'Spaghetti's arrangement, koreografi og musikalske/magiske indslag, inden forestillingens forfatter og instruktør, Søren Valente Ovesen, har taget sig af personinstruktionen og de spillemæssige detaljer.
For de danske skuespillere har det været en 'bevidsthedsudvidende' opgave at videregive en forestilling, som de spillet 500 opførelser gange gennem 15 år.
Teatr BAJ er Polens ældste institutionsteater for børn og unge og i dag et af landets største og mest betydningsfulde af slagsen. Udbyttet af arbejdet med at udveksle forestillingen har været berigende for alle parter, og resultatet er blevet godt, lyder det fra alle implicerede.
Og så kan den danske klassiker i øvrigt opleves på Kulturnatten 15. oktober i Batidas nyrenoverede teaterhus på Rentemestervej. Med mulighed for spaghetti med kødsovs i foyeren. Der kan bestilles gratis billetter med kulturpas via billetto.dk
(Billedet: 'Spaghetti' på polsk, men forestillingen kan med sin universelle konflikt og sit billedsprog er universelt forstås af alle uanset nationalitet, etnicitet og alder. Foto: Batida)