Endnu før Festival 2012 i Ringsted og Sorø (www.festival2012.dk) er gået gang, er Morsø Kommune ved at være færdig med planlægningen af Festival 2013, der finder sted næste år fra 14.-21. april på Limfjordsøen…
Det er i hvert fald næsten det indtryk, man får, når man hører om alle de ting, der allerede er sat igang for at sikre en succesrig festival.
Udover at man har entreret med Jesperhus Feriepark, så alle teatrene for første gang i flere år kan bo sammen og være tæt på festivalens centrum, så er en række initiativer forlængst sat i søen af den særdeles aktive lokale arbejdsgruppe.
Bl.a. er en PR-gruppe således igang med div. profileringsindsatser omkring logo, festivalplakat, skiltning, bannere m.v.
De enkelte opgaver beskrives således: Festivallogo: Skal på en enkel form profilere festivalen, og kunne bruges både til trykt og elektronisk formidling - Plakat: Skal kunne virke i størrelse fra smartphoneskærm over A4 til A2-plakatstørrelse - Skiltning: Der skal laves skiltning til de enkelte spillesteder, indfaldsveje og i byrummet/generel synlighed. Kan være f.eks. bannere til ophæng m/u stænger osv.
Opgaven er allerede i udbud, så lokale (og andre) kunstnere/grafikere m.fl. kan byde ind med skitser og forslag – med deadline tirsdag den 17. april 2012 kl. 12.00 – altså et år før festivalstart, DET er da rettidig omhu…
Forslag skal være modtaget af Festivalens sekretariat: Morsø Kommune, Kulturafdelingen, Holgersgade 7, 2. sal, 7900 Nykøbing Mors, senest tirsdag den 17. april 2012 kl. 12.00. Det anbefales at fremsende forslag elektronisk til www.kultur@morsoe.dk