Claus Jensen deltog på Amager Børneteaterfestival og deler her et par af sine oplevelser:
Jeg har sjældent været så enig med en anmelder som med MishMash' 'Romeo & Julie' (se anmeldelsen her, red.), det var uovertruffent fantastisk!
Jeg så den på Amager Børneteaterfestival, og det var skønt at slutte af med den efter et par nittere:
Zangenbergs Teater & Teater St.tv 'Ørerne i maskinen' foregav at skulle være musikalsk – jeg lyttede længe, kunne ikke høre det.
Handlingen var der heller ikke noget af, 20 minutter med fjollede optrin af en flinkeskoleelev udi musik, døren går op og hvem komme ind: En hippie der kan tromme på alt, men det bliver ikke brugt til noget. Døren går op igen og ind kommer en maskinpark af elektroniske dingenoter, der kan larme, og lige der taber forestillingen publikum. Stor uro, ca. 10 børn rejser sig og vil ned til mor. Til allersidst får vi en slags forening mellem de to mennesker, men kære teater: Hvad vil I med stykket ?
Og Comedievognens 'Verdens Rigeste Tosse': Dejligt med hjemløse på scenen, men forestillingen sætter sig mellem to stole, socialrealisme og eventyr. Der kommer en FE, som i øvrigt spiller sig selv, den går ikke mere, figurer, tak.
Feen har en pose penge med til den hjemløse og i løbet af forestillingen formøbler den stakkels hjemløse pengene væk på en totalt tåbelig måde.
Sidder tilbage med en flad oplevelse og vil gerne opfordre Comedievognen til at udvikle sig. Forestillingen minder om noget, der blev lavet for 20 år siden.
Claus Jensen er 'teaterbegejstret pensionist' og forhenværende skuespiller