Af Marc van der Velden

20. februar 2025

Hvad har du så lært i skolen i dag?

Marc van der Velden kommenterer dialogmødet mellem Teatercentrums ledelse & bestyrelse på baggrund af en række børne- og ungdomsteatres opråb:

Tirsdag den 18. februar havde Teatercentrums ledelse og bestyrelse indkaldt til et møde foranlediget af et opråb underskrevet af næsten 50 teatre og lige så mange enkeltpersoner, der arbejder indenfor børne- og ungdomsteaterområdet.

Anledningen for opråbet var den pludselige lukning af Teateravisen.dk, men grunden var i lige så høj grad Teatercentrums lukkethed omkring denne beslutning og – affødt af denne stilhed – en voksende usikkerhed om fremtiden for den årlige børneteaterfestival.

Mødet indledtes af lederen af Teatercentrum, der ved hjælp af power point lysbilleder beskrev skitsen til en ny strategiplan for Teatercentrums virke, som blandt meget andet ’gammel vin på nye flasker’ indeholdt planen til etablering af en stor ny kommunikationsplatform for alle involverede i børneteaterbranchen: formidlere, kommuner, forskere, og, ja, også teaterkunstnere. Men i modsætning til den journalistiske og uafhængige portal Teateravisen, skulle platformen til at arbejde ’internt’ og styret af Teatercentrum.

Skylden for den meget sene udmelding om lukning af Teateravisen blev skubbet videre og for en stor del lagt på skuldrene af træge embedsmænd i Kulturministeriet. Og anledningen til beslutningen om at trække stikket var nok ikke så meget strategisk, men mest af alt kun økonomisk nødvendighed for at redde Teatercentrums skrantende økonomi og dermed den årlige festival.

Og selv om der var flere der havde lagt mærke til at netop den årlige festival ikke blev nævnt i strategiplanen, lød det – efter kraftig opfordring fra salen – enstemmigt fra bestyrelsen og ledelsen at festivalen i den nuværende form stadigvæk ville være krumtap for hele deres virke: for alle refusionsgodkendte teatre, uden kuratering og helst over en hel uge.

Efter en kort pause var der så tid til at tale om fremtiden og hvordan vi i fællesskab kunne bygge bro over denne afgrundsdybe ’tillidskløft’ mellem de opsøgende teatre og ’deres’ Teatercentrum. Fremmødet – både fysisk og digitalt – til eftermiddagen på Folketeatret manglede i hvert fald ikke noget: vi var sammenlagt op til 100 repræsentanter for dansk børne- og ungdomsteater. Og der var flere forslag til at optimere dialogen i fremtiden, fra flere stormøder som dette, oprettelse af dialoggrupper om bestemte emner, oprettelse af et repræsentantskab, til indtrædelse af flere personer i Teatercentrums bestyrelse, personer med hænderne og fødderne dybt ned i det producerende børne- og ungdomsteater. En næste dialogisk aktivitet kunne muligvis allerede lægges før selve festivalen.

Skaden er dog sket og er uopretteligt: et anset, velfungerende og uafhængigt nyhedsorgan har ladet livet for at spare penge. Fortsættelse af målsætningen om at anmelde alle producerede forestillinger blev kun i sidste øjeblik sikret ved en aftale med Iscene. En ny kommunikationsplatform ligger indtil videre kun som en skitse på et skrivebord. Huset er solgt uden at have et nyt at flytte ind i.

Kampen om mere gennemsigtighed, medejerskab og reel involvering er ikke afsluttet med dette møde, men lige begyndt. Lad os se om vi kan føre den i fællesskab.

Marc van der Velden, instruktør og tidligere teaterleder

Flere debatindlæg

20.2.2025: Lotte Faarup glæder sig over, at børne- ungdomsbranchen med diverse aktioner har formålet at formulere en fælles kritik af de ting, der sker i tiden
21.1.2025: Dorthe Bébe kommenterer med sit indlæg baggrunden for Teateravisens lukning, der bl.a. er baseret på besparelser og Teatercentrums nye kommunikationsstrategi.
19.1.2025: Søren Ovesen spørger i forbindelse med Teateravisens lukning og festivalproblematikken, om Teatercentrums ledelse egentlig kender deres besøgelsestid.
15.1.2025: Marc van der Velden: Lukningen af Teateravisen er endnu en konsekvens af en gradvis afvikling af den unikke og selvstændige position i landets kulturliv af en bredtfavnende, kvalitetsbevidst, inkluderende børneteaterbranche.

Seneste debatindlæg

Seneste debatindlæg

20.2.2025: Lotte Faarup glæder sig over, at børne- ungdomsbranchen med diverse aktioner har formålet at formulere en fælles kritik af de ting, der sker i tiden
21.1.2025: Dorthe Bébe kommenterer med sit indlæg baggrunden for Teateravisens lukning, der bl.a. er baseret på besparelser og Teatercentrums nye kommunikationsstrategi.
19.1.2025: Søren Ovesen spørger i forbindelse med Teateravisens lukning og festivalproblematikken, om Teatercentrums ledelse egentlig kender deres besøgelsestid.
15.1.2025: Marc van der Velden: Lukningen af Teateravisen er endnu en konsekvens af en gradvis afvikling af den unikke og selvstændige position i landets kulturliv af en bredtfavnende, kvalitetsbevidst, inkluderende børneteaterbranche.