Marc van der Velden kommenterer Teateravisens lukning:
Hvorfor er det først nu, efter at beslutningen er taget, at vores område får at vide at Teatercentrum er nødt til at lukke Teateravisen?
Hvorfor har Teatercentrum ikke råbt op i god tid, lagt kortene på bordet og informeret hele børneteaterområdet om den prekære situation? Så kunne vi, teatrene, arrangørerne og publikum, alle os der elsker det unikke danske børneteater, have mobiliseret os, råbt op sammen med ’vores’ Teatercentrum. Er der mon en klausul i ledelsens kontrakt eller bestyrelsens forretningsorden, der forbyder det? Nu sker det hele bag lukkede døre og nedrullede gardiner.
Og når nyheden så endelig kommer ud, bliver det beskrevet på et Newspeak/CBS-certificeret managementsprog som en strategisk og spændende udvikling, som man glæder sig til. Man hører næsten, hvordan der hviskes i øret: Husk nu først at nævne det nye som positiv og spændende: ”Et samarbejde jeg ser meget frem til at udforske mulighederne i”. Og først bagefter det negative. Og husk: beskriv det ikke som noget smertefuldt, brandærgerligt og et stort tab, men som noget det berør én: ”Det er naturligvis med stort vemod at skulle lukke Teateravisen …”, og så med det samme noget positivt oveni: ”… men samtidig tror jeg på, at vi ved at samle kræfterne kan komme til at skabe noget nyt og stærkt til glæde for hele feltet.” Citaterne er fra Teatercentrums pressemeddelelse.
Men lukning af Teateravisen og fyring af dens mangeårige redaktør Carsten Jensen er ikke en enestående begivenhed, men den mest aktuelle konsekvens af en udvikling, der mere og mere ligner en afvikling, der har været i gang i 20 år. En gradvis afvikling af den unikke og selvstændige position i landets kulturliv af en bredtfavnende, kvalitetsbevidst, inkluderende børneteaterbranche.
For at nævne nogle negative milepæle der direkte eller indirekte markerer denne vej:
Ophævelse af den amtsligt støttede RBOT-ordning, der indtil da havde sikret en ordentlig driftsstøtte til en halv snes turnerende børneteatre. Skolereformen, der stort set fjernede de ellers så vigtige teaterkontaktlærere på landets skoler. Opløsning af BTS, den selvstændige sammenslutning af danske børneteatre og derved dens mange faglige og kunstneriske tiltag.
Afvikling af Odsherred Teatercenter som et udviklingscentrum for dansk børneteater. Nedlæggelse af institutionen Statsensemble for børneteater efter kun en enkel treårig omgang. Afskaffelse af omtaler og anmeldelser af børneteater på de store landlige aviser. Ophævelse af det særlige udvalg for refusionsordningen og deres halvårlige showcases.
Nedsættelse af den statslige refusion til landets egnsteatre fra 50% til ca. 37%, og i kølvandet for dette: De truende nedsættelser af kommunalstøtte til de samme teatre. Nedsættelse eller manglende opgradering af støtte til kommunale små storbyteatre, der præsenterer teater for børn og unge. Nedlæggelse af Åben Skole-ordningen i Københavns Kommune, der i mange år har gjort det muligt for de økonomisk trængte skoler at få billetter til børneteater.
Og i de sidste år den situation, hvor det er blevet sværere og sværere for Teatercentrum at finde kommuner, der vil huse (og delvis finansiere) det for hele landet og hele branchen så vigtige og storslåede årlige begivenhed: Aprilfestivalen (nu: KLAP).
Jeg har sikket glemt et par milepæle på vejen, men lukning af Teateravisen er én af dem. Det er som om vi er ved at miste vores stemme. Men lad os med det, der er tilbage råbe op og ikke mindst stå sammen om at forsvare vores område.
Marc van der Velden, freelance instruktør og dramatiker, kunstnerisk leder Det første bogstav
