Applaus er et treårigt publikumsudviklingsprojekt, der er støttet af Kulturministeriet med 8,5 mio. kr. og forankret hos Udviklingsplatformen for Scenekunst.
Lene Struck-Madsen er projektleder hos Applaus, der officielt blev sparket i gang 1. november sidste år og nu starter det nye år med at igangsætte en national undersøgelse, der skal afdække, hvordan den danske scenekunstbranche forholder sig til publikumsudvikling – der er et af de helt store buzzwords på teaterområdet i disse år.
Målet for undersøgelsen er de professionelle scenekunstaktører – fra Det Kgl. Teater og landsdelsscenerne over egnsteatrene og de små storbyteatre til de frie uafhængige scenekunstnere. Den indsamlede viden vil således for først gang omfatte publikumsudvikling på tværs af hele landet og fra alle scenekunstbranchens mange aktører.
'Vi er interesserede i at finde ud af, hvordan de danske teatre arbejder med publikumsudvikling. Her har vi brug for teatrenes hjælp. Kun i samarbejde kan vi skabe resultater i de enkelte organisationer', lyder det fra projektleder Lene Struck-Madsen.
Teatre, teaterforeninger og -kompagnier over hele landet modtog via e-mal 11. januar et spørgeskema, der skal besvares senest fredag den 25. januar.
Skulle man som teater eller forening ikke have modtaget spørgeskemaundersøgelsen, kan man kontakte analytiker for Applaus, Nanna Holdgaard på nanna@applaus.nu
Resultaterne af undersøgelsen vil foreligge i foråret 2019 og samme spørgeskema udsendes igen om tre år, for på den måde at følge udviklingen omkring publikumsudvikling i branchen.
Se mere om Applaus på hjemmesiden www.applaus.nu
(Billedet: Glade tilskuere præger illustrationen til nyheden om, at publikumsudviklingsprojektet Applaus har sat en stor undersøgelse i gang, der dækker alle professionelle scenekunstaktører. Foto: Applaus)