27. januar 2013

PROSPERO Performing Arts Center

Med teatermanden Jacques S. Matthiessen fra Passepartout Theatre Production som en af stifterne bliver der nu etableret et nordisk projekt, hvor tværkulturel og international scenekunst for børn og unge er hovedhjørnestenen.

PROSPERO Performing Arts Center bliver navnet på denne nordisk-internationale platform, der som medstifter og residensby har svenske  Landskrona Stad.

Det nordiske samarbejde kommer bl.a. til udtryk ved, at man udover Landskrona Teater har etablerede fast samarbejde med gæstescenerne Kilden Teater- og Konserthus for Sørlandet i Norge og Københavns Musikteater i København.

PROSPERO 'vil etablere og understøtte tværkulturelle netværk, workshops, seminarer, symposier, publikationer, publikums formidling, produktionsmuligheder, produktioner, støtte mekanismer til finansiering, gæstespil og festivaler. Et Nord-Syd, Øst-Vest samarbejde på tværs af kulturer. Et antropologisk scenekunstsamarbejde', som det bl.a. lyder i det ambitiøse værdigrundlag for den nye organisation.

Ideen er at kunne stille ophold, prøvefaciliteter og scener til rådighed for internationale deltagere og medvirkende, der kommer til Norden for at skabe scenekunst for børn og unge og deres familier.

Endnu er finansieringen dog ikke på plads, og organisationens virksomhed vil derfor indtil videre afhænge af det hårde benarbejde over for fonde og offentlige myndigheder – i Danmark formodentlig ikke mindst CKU – Center for Kultur og Udvikling – der traditionelt og ofte gavmildt støtter kulturelt samarbejde med udviklingslandene.

Det stort anlagt projekt PROSPERO Performing Arts Center lanceres og præsenteres ved tre arrangementer: 15. februar i Landskrona, 16. februar i København og 26. februar i Kristiansand i Norge.

Her er det kunstneriske indslag forestillingen 'I solens skygge', der blev produceret i foråret 2012 i et samarbejde mellem Passepartout Theatre Productions, Landskrona Teater og ’Le Cercle des arts vivants’ fra det afrikanske land Burkina Faso. Forestillingen, der henvender sig til børn, unge og voksne, og fortæller om det at være den fremmede og hvordan man forholder sig til den fremmede, turnerede sidste år i de nordiske lande.

'I solens skygge' er således i sig selv et produkt af PROSPERO, fortæller Passepartout Theatres administrator, Karin Ahnfelt-Rønne: 

For et par år siden præsenterede en nordisk trojka – Jacques Matthiessen fra Danmark, Aldo Iskra fra Sverige og og Gunnar Thon Lossius fra Norge – således Landskrona for deres idé om en nordisk platform for international, tværkulturel scenekunst for børn og unge. Den svenske by har i en årrække arbejdet på at få gang i et residens-projekt for forskellige scenekunstnere, idet man har et velfungerende teater, men ikke mange produktionsmidler.

Henvendelsen gav derfor bonus, og parterne har siden arbejdet på at skabe en organisation og en samarbejdsform. 'I solens skygge' blev første bevis på, at det kunne lade sig gøre…

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne