Horsens Teaterfestival afsluttes søndag med endnu en række forestillinger for børn og unge og deres ofte betagede voksne. Lørdag aften var det imidlertid tid til uddeling af festivalens to priser: Horsens Børneteaterpris og Danske Dramatikeres Manuskriptpris. Førstnævnte pris er festivalens helt egen og gives til en person, et teater eller en gruppe personer, der har gjort sig bemærket med en indsats for at fremme det professionelle børne- og ungdomsteater.
Prisen, der ledsages af 25.000 kr., tilfaldt i år My Grönholdt, stifter og leder af danseteatret MYKA, der er særdeles leveringsdygtig i magiske forestillinger for de helt små mennesker: ‘Med sine empatiske og visuelt overdådige værker insisterer MYKA på, at selv absolutte livsbegyndere fortjener kunstoplevelser af høj kvalitet. På den måde bæres et traditionsrigt menneskesyn i dansk børneteater – at børn er ligeværdige med voksne og skal tages alvorligt – på smukkeste vis videre. Samtidigt peger hendes arbejde fremad i værker, hvor koreografi, musik, kostumer og scenografi sidestilles i inddragende og dragende installationer, lød det bl.a. i motivationen om valget af MYKA og My Grönholdt.
Den anden pris, Danske Dramatikeres Manuskriptpris for børn og unge, er siden 2007 blevet uddelt på festivalen i et samarbejde mellem Danske Dramatikere, Dramatiker Væksthus og Horsens Teaterfestival og gives for en ekstraordinær tekst, der har dannet grundlag for en af sæsonens gode forestillinger. Normalt uddeles der kun én pris, men i år var der to vindere, der hver får 10.000 kr. Juryens begrundelse er, at der er så stor forskel på at skrive tekster for børn og for unge, så derfor havde man i år valgt at belønne en tekst, der er fra syv år og op og en tekst, der er til et ungdomspublikum,
Den ene pris gik til Abelone Koppel for teksten ‘Tove’ (co-produktion mellem Teatret Masken og Teatret Zeppelin), der er baseret på historien om forfatteren Tove Ditlevsen og hendes barndom på Vesterbro: ‘Det er en tekst og en forestilling, som taler til alle de introverte børn, der sjældent bliver spejlet så fint som de gør i dette manus. Det handler om at være tro mod sig selv og sine drømme – uanset hvad ydre og indre kritiske stemmer siger. Vi tror mange børn bliver nysgerrige på Tove Ditlevsen og de vil huske denne forestilling, når de møder hendes ord senere i deres skoletid, lød det bl.a. i juryens begrundelse.
Den anden pris gik til Josephine Eusebius for teksten ‘Sabotage’ (produceret af Sjællands Teater Fair Play). Teksten tager udgangspunkt i Gry, der går i 9. klasse og skal til afgangsprøve. Vi møder hende på teenageværelset i en overdimensioneret seng. Hendes to bedste venner bliver kærester med hinanden, og ud af de massive mængder af bløde dyner, rod og barndommens bamser vokser Sabotøren. Grys eneste ærlige ven.
’En aktuel tekst med stor nødvendighed, stort sprogligt overskud og drive, hvor det monologiske præg understreger ensomheden. Sproget føles legende og let og som en dramatiker, der taler ind i nuet og kender sin målgruppe. Teksten glider sublimt og ubesværet ind og ud af situationer og karakterer, i én fremadskridende, uafvendelig nedtur. Her er en dramatiker, der tør presse sin karakter max og tør lade sin karakter reagere max. Smuk, smuk afslutning’, lød det fra juryen.