Pinocchio: Om form og præmis

Selvfølgelig kan anmeldere tage fejl. Men det kan dramatikere også.

Selvfølgelig kan anmeldere argumentere godt eller dårligt for deres synspunkter. Men det kan dramatikere også – gennem forestillingen.

Og selvfølgelig kan anmelderen forlange en vis dramaturgisk og intellektuel stringens i dramatikerens fremstilling, ligesom dramatikeren kan forlange en tilsvarende stringens i anmelderens kritik. Uanset om anmeldelsen er positivt eller negativt ladet.

I min anmeldelse af Zangenbergs Teaters ”Pinocchio” skrev jeg blandt andet, at hovedpersonen Pind indser, hvordan han har det præcis lige som marionetdukker – ” styret af usynlige tråde af forældre og lærere og vækkerure og lektier og hvad det nu hedder”.

I sin ”anmeldelse af en anmeldelse” skriver Jesper B. Karlsen, at Pind opdager ”at hans liv er styret af usynlige kræfter som pligt og kærlighed, venskab og savn”.

Anmelderen ser og hører altså de ”ydre” marionetbånd, mens dramatikeren har ment de ”indre”. Hvem der har ”ret”, afhænger altså af, hvad forestillingen magter at formidle. Og så er det jeg siger, at forestillingen ikke klart formidler, hvilke bånd Pind er bundet af. Dét har anmelderen ikke kun ret, men også pligt til at sige.

Jo vigtigere Jesper Karlsen mener, at denne præmis er for forståelsen, jo vigtigere er det, at den sceniske fremstilling er tindrende klar på dette punkt.

Og når Karlsen taler om ”Janken Vardens åbenlyse mangel på forståelse af flere af forestillingens bærende elementer”, så kan det jo være, at fremstillingen af dem er uklar.

Zangenberg Teaters ”Pinocchio” er ”fortalt i en forholdsvis kompliceret opbygning med flere fiktionslag, hvor karaktererne og historien ubesværet bevæger sig mellem lagene”. Hvor ubesværet bevægelsen er, afhænger selvfølgelig af øjnene der ser, men sådan skriver Karlsen i sit indlæg. Og jeg giver ham ret i dette med ”det komplicerede”.

Disse bånd, som Pind leger med, som Pinocchio er bundet af, som Pind synes angår også ham – de klippes over mod slutningen af forestillingen. Hvor er vi da i fiktionen? I eventyret, hvor Pind leger, at han er Pinocchio, eller i ”virkeligheden”, hos Pind selv? Hvem klipper trådene over, er det Den blå fe eller er det Felicia? Jeg var i vildrede, da jeg så forestillingen, og jeg er i vildrede i dag.

Hvis Pinocchios bånd klippes, har vi et symbol på hans frihed, at han er blevet en rigtig dreng/menneske. Hvad indebærer det, at Pinds tråde klippes over?

I sit indlæg skriver Karlsen, at Pind ”indser at han må forsøge at gøre sig fri for at blive en rigtig dreng, et rigtigt menneske”. Gøre sig fri af hvad? De usynlige kræfter som ”pligt og kærlighed, venskab og savn”, som Karlsen nævner? Eller ”forældre, lærere, vækkerure og lektier”, som jeg nævner i min anmeldelse?

Hvorfor er det nødvendigt at frigøre sig fra disse usynlige kræfter og tråde? I anmeldelsen stiller jeg spørgsmålet, om det overhovedet er rigtigt og vigtigt, at børn frigøres fra disse bånd. Og jeg tillader mig at sige, at jeg ikke aner, hvad denne forestillings budskab er. Jeg forstår simpelthen ikke logikken.

Det er dette jeg mener, når jeg siger, at forestillingen – som jeg ser det – er uigennemtænkt og uforpligtende, hvorpå jeg efterlyser en mere overbevisende argumentation.

Jeg synes, at forestillingen kunne have redet trådene ud for os på en langt klarere måde. Med det mener jeg ikke at insinuere, at der ”sjuskes bare fordi det er børneteater”. Jeg kender en del til Jesper Karlsens dramatik, helt tilbage til Det Lille Turnéteaters ”Hamlet”, som jeg så på Kronborg for 12-15 år siden, og jeg har stor respekt for hans arbejder.

Men denne udgaven af Pinocchio synes jeg ikke lever op til standarden. Esaias Tegnér sagde en gang, at ”det dunkelt sagda är det dunkelt tänkta”. Så når jeg beskyldes for ikke at have forstået forestillingens præmis og form, så kan det jo være, fordi det er uklart lagt frem.

Men som jeg også skriver: Jeg var i godt selskab i Zangenbergs Teater!