Det Kongelige Teater vil sit yngre publikum det godt. Alle sejl er sat til i en dramatiseret, moderniseret og børnevenlig kort udgave af den vidunderlige italienske børnebog ‘Pinocchio’. Den handler om en ensom dukkemager, Gepetto, der skaber dukkedrengen Pinocchio og får opfyldt sit ønske om, at han bliver et ægte levende menneske. Det er en klassisk fortælling om en drengs udlængsel og vej til at blive voksen og vende hjem igen efter mødet med den store verden. Det er også en historie, der er forbundet med dukketeatrets magi og poesi og en næse, der vokser.
I Skuespilhusets store sal er teknikkens mange muligheder for spektakulære udfoldelser effektivt udnyttet i beskrivelsen af Pinocchios tilblivelse og barske møde med en verden, der sjældent vil ham det godt. En storslået scenografi spiller sammen med forrygende flotte kostumer og erfarne Rolf Søborg Hansens skønne detaljerige Pinocchio-dukker i flere størrelser med troskyldige stritører og kunstige ben. Med fuld fart på det meste af tiden og en stil med referencer til computerspil behøver ingen børn under tween-alderen at kede sig. Men man må kigge langt efter magien og poesien.
Niels Ellegaards Gepetto tusser rundt i et tætpakket overdådigt udstyret værksted, der bimler og bamler med lys og mystiske indretninger. I de imponerende omgivelser er dukkemageren i det simple arbejdstøj en underligt umage person, hvis ensomme eksistens man ikke rigtigt lærer at kende, og som meget af tiden er fraværende. Først til allersidst får han chancen for at folde figuren ud og komme tæt på. Det går meget bedre med Pinocchio. Han får liv gennem alle dem, han møder og – ikke mindst – i skiftet mellem dukkerne og Matthew Rawcliffes udtryksfulde krop og bevægelser som dukken, der er blevet levende.
Et underligt fravalg
Det sørger ikke kun en, men hele to blå feer for. I et sødt og lovlig langt forløb kæmper de for at få den nuttede lille dukkedreng på benene. De ekser igen og igen under ham, som på en nyfødt bambi, indtil det til sidst lykkes, og Pinocchio begynder at gå. Senere mister han benene igen og møver hjælpeløst og højt skrigende rundt på maven, men får hurtigt et par nye, så historien kan gå videre. Den ledsages forestillingen igennem af herlig musik med en mangfoldighed af instrumenter og klange.
Andreas Jebros og Anne Plauborgs feer bliver efter en begyndelse med sært overgearede stemmer Pinocchios gode medspillere og dukkeførere. Udstyret med glimtende vinger og blå lys tilfører deres omsorgsfulde agtpågivenhed og vitale kropssprog forestillingen et nærvær, der ellers ikke er meget af. For at dukken skal blive et ægte menneske, der kender forskel på rigtigt og forkert, forlanger feerne, at Pinocchio skal lære at tale sandt og være uselvisk. Det sidste er ikke svært.
Pinocchio bliver så ked af, at Gepetto sælger sin jakke for at kunne købe en ABC, at han beslutter at gå i skole. Selv om det er kedeligt, vil han lære at læse og regne og blive rig og hjælpe Gepetto. Det holder Pinocchio fast ved, selv om han aldrig når i skole, men lokkes af udsigten til spændende eventyr. Publikum får underholdende smæk for skillingerne, når Pinocchio igen og igen ramler ind i den store verdens brutale sider, der gør det umuligt at tale sandt. Men som ved et underligt fravalg ikke markeres af det karakteristiske og kendte ved Collodis historie: At Pinocchios næse vokser, når han lyver.
Omsider nærværende
Det føles trygt at se Sigurd Holmen le Dous’ ræv og Marie Dalsgaards kat som skønne farverige fabelvæsener springe omkring og bevæge sig med dyrisk lethed. Men bag deres muntre fremtoning fornemmer man noget beregnende og farligt, der afslører, at de er ondskabsfulde bedragere, som hænger Pinocchio op på en stolpe. Det er ikke rart, men ikke så uhyggeligt, at de yngste af børnene bliver bange. Senere følger blandt andet tortur med lyssværd, og Marie Dalsgaard som en energisk disco-dronning i bolsjedragt, der prøver at få publikum op af stolene – for så at forvandles til en drabelig højtbrølende kulmine-boss med pisk.
Efter røg og damp og lysshow og hurlumhej falder forestillingen til ro med få personer på den enorme scene og bliver omsider nærværende og rørende. Pinocchio leder efter sin far, og ser Gepetto, der er sejlet ud for at finde sin søn, forsvinde i bølgerne. Han overlever i hvalens bug, som draperede sidetæpper i en mægtig bue får til at ligne ribber i en hvals indre og også lidt en katedral.
Musikken skifter, og i forestillingens mest visuelt enkle, poetiske og åndeløst betagende øjeblik svømmer Pinocchio som en vild for at undslippe hvalen. Man får hjertebanken og holder vejret, men det lykkes ikke. Han bliver slugt og omkommer næsten, men vækkes til live igen og insisterer på at gøre det rigtige. Trods Gepettos protester redder Pinocchio sin far med ud af Hvalens bug, og så indtræffer magien mirakuløs: På scenen står en lyslevende lille dreng.
