Selvom Projektstøtteudvalget For Scenekunst (PUS) netop har sagt nej til en ansøgning på 1,5 mio. kr. til projekt Hodja fra Danmark – der skal bringe børneteater ud til børn og unge i landets asylcentre – så kunne Hodja fra Danmark og samarbejdspartneren ASSITEJ Danmark forleden glade annoncere, at man har fået en stor bevilling til projektet fra Wilhelm Hansen Fonden.
Man således besluttet at yde Hodja fra Danmark et tilskud på 750.000 kr. til at realisere pilotfasen af projektet.
I denne fase, der løber fra november 2016 til januar 2017, skal fire-seks forestillinger efterfulgt af workshops opføres ca. 20 gange på op mod en halv snes asylcentre for at afprøve konceptet. Efter pilotfasen er det ambitionen, at besøge alle landets omkring 50 børne- og opholdscentre minimum to gange om året.
Hodja fra Danmark er initieret af konsulent Lene Thiesen og ASSITEJ, men er oprettet som en selvstændig fond med egen bestyrelse. Daglig leder af projektet er Jon Kraabøl, der blev valgt mellem 130 ansøgere. Kraabøl har bl.a. erfaren som projektleder hos Frontløberne i Aarhus, Spotlight Festival i Vejle og PULS musikfestival i Aarhus.
Jon Kraabøl påbegyndte arbejdet 15. august 2016 i partnerskab med ASSITEJ og Teatercentrum i de fælles lokaler i Farvergade i København.
Se mere om projektet på ASSITEJ Danmarks hjemmeside: www.assitej.dk
(caj)