Her ved indgangen til november står mange af landets større teatre klar med juletidens store familieforestillinger, mens turneteatrene er i fuld gang med at pakke bilerne til de transportable gæstespil på små og store scener over hele landet – og siden følger så de mindre stationære børneteatre, der har fundet genbrugsscenografierne frem eller fremviser spritnye juleforestillinger.
Sædvanen tro er Bellevue Teatret selvfølgelig først på banen, hvor man 2. november indleder 43. sæson med den uopslidelige ’Folk og røvere i Kardemomme By, der er teatrets succesrige bud på en familiejuleforestilling – om end uden skyggen af den nissebelagte højtid på scenen. Men trods alt atter med en mellemøstlig kamel på besøg udenfor teatret…
Straks efter følger oftest de tre landsdelsscener og Folketeatret med deres familieforestillinger, hvor traditionelle klassikere vejer tungt og julens temaer ikke nødvendigvis indgår. år tager Folketeatret således endnu en runde med ’Ronja Røverdatter’ og musik af Sebastian, mens Odense med ’Narnia’ har valgt at dramatisere C.S. Lewis’ klassiker ’Løven, heksen og garderobeskabet’. I Aarhus og Aalborg laver man teaterudgaver af DR’s julekalendere. Aarhus Teater med ’Pagten’, der er baseret på tv-serien i 2009 af samme navn, skrevet af Maya Ilsøe. Og Aalborg Teater med ’Det magiske Tivoliteater’, der er DR’s julekalender fra 2023, som igen stammede fra Norge, men blev vist med danske stemmer.
Transformation af tv-julekalendere til scenekunst er nærmest en særlig kunstart for de store teatre, men i år får man selskab af Herning Ny Teater (tidligere Team Teatret), der sætter De Nattergales ’The Julekalender’ på scenen – hvor Gordon Kennedy, Christian Damsgaard og Jesper Lohmann overtager tv-trioens roller.
De store klassikere
Den helt suveræne julesæsonklassiker i skikkelse af Dickens ’Et Juleeventyr’ har fundet et nyt værested i år, idet Randers Teater tager sig af opgaven – med Søren Hauch-Fausbøll som den vrisne Scrooge og musik af Sofie Daugaard (kendt som Dopha) og Nicholas Kincaid. Teatret Møllen rejste sidste år med stor succes rundt i landet med sin udgave, og i år er det så Teatret Lampe, der har lavet en enpersons turneversion, som også spiller i Dansekapellet 9.-14. december.
Den lige så standhaftige klassiske juleballet, ’Nøddeknækkeren’, er atter at finde på Det Kgl. Teater – hvor en masse balletskolebørn får mulighed for at boltre sig i en farvestrålende scenografi i magisk juleunivers set gennem børneøjne. På samme vis i Tivolis Koncertsal, hvor ’Nøddeknækkeren’ vises for 6. gang med dronning Margrethes scenografi og kostumer. Med aldersgrænser sat til henholdsvis syv og seks år for de to storscene-versioner af to timers varighed, kræves der stamina af de mindste publikummer.
I år er der desuden gensyn med Det Lille Teaters fantasifulde og humoristiske udgave af E.T.A. Hoffmanns klassiske juleeventyr, ’Nøddeknækkeren og Musedronningen’, som man første gang satte op i 2022 på den ganske lille scene i Lavendelstræde, hvor der dog er plads til både sne, engle og juleløjer foruden nykomponeret musik med udgangspunkt i Tjajkovskijs kendte toner.
Til gengæld er der ikke gensyn med den helt store danske og ældste klassiker i år: ’Nøddebo Præstegaard’, der blev skrevet af Poul Reumerts far, Elith Reumert, og havde premiere på Folketeatret 2. juledag 1888 – med Reumert som Nicolai. Og menes at være den mest spillede danske teaterforestilling nogensinde. Selvom Folketeatret i lange perioder har haft monopol på forestillingen, har den altså også været spillet på mange andre teatre – og sågar i en lille dukketeaterudgave hos børneteatret Svanen…
Fra anti-jul til åndeløs magi
At de store og klassiske juleforestillinger ikke har rod i børneteatret, skyldes jo bl.a., at det moderne danske børneteaters historie ikke alene blot er 60 år gammelt, men også at man i 60’ernes og 70’ernes venstresnoede gruppeteater absolut ikke dyrkede julen, der blev set som selve indbegrebet af kapitalisme, materialisme og andet vederstyggeligt – som Henrik Lyding (hvor er han dog savnet…) så muntert skrev i en lille artikel, ’Til julebal i gruppeteaterland’ her på portalen op til julen i 2008. Og fortsatte:
’Men kunne man så ikke have lavet en anti-juleforestilling, der klart og tydeligt demonstrerede foragten for julens angivelige forløjethed og udstillede forbrugergøglet i al sin rungende tomhed? Jo, det kunne man formentlig godt, men som tilbud til juleglade børn ville det næppe have solgt specielt godt. Det var man trods alt godt klar over i periodens gruppeteatermiljø’.
Han noterede sig dog, at børneteatrene i 2008 for længst var blevet i stand til at give ’det kommercielle juleræs et kvalificeret modspil’ og ’kunne slippe den indre julemand løs uden frygt for at blive opfattet som det værste af alt, nemlig reaktionær’.
I julen 2008 kunne man således møde Teatret Gruppe 38’s nye juleforestilling, ’Den hellige nat’ – som i anmeldelsen her på portalen blev mødt med overskriften ’Åndeløs magi’ – og som det aarhusianske teater faktisk genopsætter igen netop i år.
Man kunne også i 2008 se Anemoneteatrets ’Når du ser et stjerneskud’, der havde haft premiere i 1994 og egentlig stoppede efter 20 års tro tjeneste – for dg at vende tilbage i 2018 i en opdateret udgave og i år kan fejre 25-års juleklassiker-jubilæum hos Anemonen.
Forventnings-nostalgi
Dermed kan disse teatre som flere andre stationære børneteatre indfri forventninger fra forældre eller bedsteforældre, der troligt kommer med børn, der skal se de forestillinger, som de voksne selv med julet nostalgi har set eller genset i årevis. En praksis der bl.a. var med til at fylde Riddersalen til sidste sæde til ’De Underjordiske’, som var på plakaten i 25 år frem til 2019, hvor den trods alt blev pensioneret.
Siden har det lille storbyteater på Frederiksberg gjort nye forsøg med egenproduktioner og gæstespil for at få tilskuermagien tilbage. I år har teatrets direktør, Henrik Køhler, så taget sagen i egen hånd, idet han både skriver og instruerer ’Rejsekammeraten’, der er et eventyr om tro, håb og tillid’ – men ganske som de ’Underjordiske’ heller ikke har selve julen som den store ledetråd…
Denne tråd og de tilhørende nisser, gaver og træer kan man så opsøge andre steder mellem genopsætninger og enkelte nye forsøg på højtidsfyldt dramatik. Det gælder ikke mindst blandt den velvoksne skare af turneteatre, der rejser rundt til kollegernes scener, biblioteker, institutioner, teaterforeninger og centre m.v. i november og december med deres transportable julegodter. Hvor Louise Schouw Teater som sædvanlig er den helt store udbyder med otte forskellige juleforestillinger, som fås fra omkring 10.000 kr. plus moms – og med folkekære Sigurd Barretts ’Sigurds Jul’ fra 28.000 kr. plus moms i toppen af julelagkagen…
Traditionelt vægtes juleteater ikke højest på kunstvægten hos producenter og faglige iagttagere, men man kan altså i mængden af tilbud (se faktaboksen) dog møde en ægte teaterprisvinder: Teaterhuset Filurens ’Duften af Betlehem’ fik sidste år i 2023 Reumert-prisen for Årets Børne-/Ungdomsforestilling. En poetisk vandreforestilling inspireret af Juleevangeliet, som også fik gode ord med på vejen i anmeldelsen her på portalen.
Og det er åbenbart noget, de bare kan i Aarhus. I 2017 fik Teatret Refleksion således også Reumert-prisen for Årets Børne-/Ungdomsforestilling for ’Gerdas Rejse’ – ligeledes en vandreforestilling, dog helt uden skuespillere – baseret på H.C. Andersens ’Snedronningen’, der også lejlighedsvis dukker op på de store teatre ved juletid. For selvom den ikke handler om julen, så passer fortællingens budskab om venskabets og kærlighedens kraft fint ind i julens (måske ofte lidt oversete) mulighed for lidt livsklog eftertænksomhed…
Landets børneteatre lokker dog med andre tilbud end egentlige teaterforestillinger. Nogle laver hyggeevents, andre julemusikalske legestuer – og så kan man på Amager atter i år vandre rundt i ’byens største og mest sanselige julekalender’, som installationen ’24 hemmeligheder’ hos teatret ZeBU og Børnekulturhus Ama’r udgør. Med kreative oplevelser og interaktive udfordringer ad libitum.
Og efter denne tematiske snubletråds-vandring gennem årets juleteaterland er kun at fremmane julens tradition for at være tilgivelsens tid – henvendt til de mange julespredende teatre, der ikke blev nævnt…
