Sammen med 150-200 børn og deres voksne pædagoger (?) var jeg til premiere på Ishøj Teater i deres velfungerende og ganske smukke blå sal og så et eksotisk eventyr om den indiske maharaja og hans datter, prinsesse Sukanti.
Onde kræfter er på færde i riget. Ikke kun vil de røve prinsessen under hendes ridetur i junglen på sin elefant, og bortføre hende til dragen i bjergene – de vil også overtage magten i landet og alle maharajaens rigdomme. Og deres våben er masser af list, samt en trylledrik, der frarøver den, der drikker af den, sanserne én efter én for hver slurk! (dog ikke for prinsessen – hun får nærmest en LSD-trip af de gode).
Men ligesom moderen i H.C. Andersens historie om en moders kamp for sit barn, må maharajaen bære store ofre for at genfinde sin datter, og han finder hende selvfølgelig til sidst, efter mange prøvelser, gemt i dragens hjerte.
Børnene i salen bliver stærkt involveret i hans kamp og søgen: De vandrer, de synger, de kalder på Sukanti – og de bukker høfligt på indisk vis. Og de råber og skriger og peger ivrigt og hjælpsomt, – og en smule irriteret – hver gang den mere eller mindre sanseløse maharaja er ved at gå i alle andre retninger end den rigtige. Kort sagt: En omgang super-traditionelt børneteater med tydeligt forklarende replikker, intakte klicheer og et meget engageret publikum.
En egen niche
Ishøj Teater er det nærmeste, man kan komme et rent familieforetagende. Familien Lyngbirk har stået for det meste i teatrets 44-årige historie og ca. 120 forestillinger. Skrevet, spillet, instrueret, scenograferet, komponeret, teknificeret (eller hvad det hedder) – you name it
. Tre forskellige opsætninger pr. år, tre forestillinger daglig, til jul sågar fire!, og et besøgstal på over 50.000 årligt.
Flid og foretagsomhed, som der står stor respekt af. Noget af hemmeligheden bag de høje publikumstal er, at teatret for længst har fundet en meget virksom niche. Her busses nemlig børnehaver og skoler dagligt ind i bunkevis fra hele Sjælland, og børnene får mulighed til at spise deres madpakker og drikke saftevand dertil i cafeteriet efter forestillingen. Og tale med skuespillerne. Det er jo i for sig imponerende. Og driftigt. Og fantasifuldt. Og travlt. Er der så mere at sige?
Godt amatørteater
Ja, det er der faktisk. Ishøj Teater er et egnsteater. Det har økonomisk støtte fra både kommune og stat. For alt, hvad jeg ved, er Ishøj Kommune både glad for og stolt af sit teater. Men en status som egnsteater forpligter, ikke kun publikumsmæssigt, ikke kun økonomisk, ikke kun socialt, men også kunstnerisk.
Som professionel betragter kan jeg godt anerkende en velfungerende sal og en tilfredsstillende teknik med lys og effekter. Og jeg kan også godt anerkende, at de får forbløffende meget ud af deres begrænsede plads og deres scenografi, om den end er traditionel. Ud fra en jubilæumsbog, der blev udgivet til 40-års-dagen, kan jeg endvidere se, at de økonomiske rammer bliver udnyttet maksimalt med meget genbrug af scenografi, rekvisitter og kostumer.
Fair enough
. Alle egnsteatre er – med tidligere kulturminister Brian Mikkelsens ‘hjælp’ – blevet nødt til at økonomisere hårdt. MEN. Det forpligter, som sagt. Som professionel betragter kan jeg også se, at skuespilleri og instruktion og dramaturgi slet ikke står mål med alt det andet, der synes at fungere o.k.
Skuespillerne er sympatiske, de overspiller ikke, de gebærder sig ikke, men gestik og replik tjener intet andet formål end at forklare for publikum, hvad der foregår. Og jeg sammenligner ikke med det sublime, jeg konstaterer kun nøgternt, at dette er amatørteater på et rimeligt niveau.
Det samme kan siges om instruktionen. Der er næsten ikke skabt billeder gennem den sceniske situation eller gennem skuespillerne. Når de ikke står statuarisk på scenen, går de tre skridt til venstre eller højre – eller de agerer blinde eller skræmte eller onde. Og endelig om dramaturgien: Med al respekt for Jytte Lyngbirks fantastiske produktion (120 stykker!), er det min påstand, at klicheer og overtydelighed i ‘Trylledrikken’ kommer til at skygge for dramaets iboende eksotiske og konfliktfyldte muligheder.
Og videre?
Jeg har respekt for Ishøj Teaters arbejde. Jeg ville blot ønske, at de én gang prøvede en anden vej end den sædvanlige – at de brød familiecirkelen og fandt nogen, der kunne ruske op i det alt for gængse trummerum. Om de altså kan finde pengene dertil.
Det er sjældent specielt sjovt at skulle sætte stjerner på en anmeldelse. Men jeg sidder ikke og bliver sur eller skuffet over ‘Trylledrikken’, som jeg kan blive over så meget i den professionelle verden. Så to stjerner skal de have.
