TeaterTaskens turneforestilling ’Farfar Krigsmand’ blev lagt på som første anmeldelse på portalen i 2012 – og det er samtidig nummer 400 af slagsen, siden børneteateravisen.dk så dagens lys 15. september 2008.
Således gør børneteateravisen.dk alt, hvad ressourcerne rækker, for at nærme sig hensigten om at kunne anmelde alle nye forestillinger for børn og unge.
Der er et stykke vej endnu, men et kig i denne sæsons udgave af Den Røde Brochure viser trods alt, at over 300 af repertoirekatalogets lidt over 400 forestillinger nu er anmeldt – enten på portalen eller helt tilbage i papiravisens tid, idet en del teatre jo giver deres forestillinger rigtig lang levetid.
Alene det forgangne år er der lagt omkring 120 ny anmeldelser på, leveret af de fem professionelle teaterkritikere, der er tilknyttet portalen – og hvor flere af dem også er faste anmeldere ved dagblade: Henrik Lyding (Jyllands-Posten), Anne Middelboe Christensen (Information) og Kirsten Dahl (Århus Stiftstidende) – men hvor de for børneteateravisen.dk sammen med Janken Varden og Randi K. Pedersen (der i øvrigt tidligere har været anmelder for Land & Folk og B.T.) er dedikeret børneteatrene og dermed professionel scenekunst for børn og unge.
Og selvom der stadig sine steder skumles over stjernesystemet, er det vurderingen, at teatrene generelt er glade for, at der trods alt er et forum, hvor deres kunst vurderes og tages alvorligt.
Der har i det forløbne år også været et par opbyggelige eksempler på, at teatrene har brugt en grundig anmeldelse med tilhørende kritik til at forbedre deres forestilling.
Også formidlerne udtrykker tilfredshed med de mange anmeldelser, som de benytter som information og brugerorientering i deres arbejde med at hente dansk børneteater ud til skoler, institutioner, biblioteker, teaterforeninger m.v.
Man kan læse mere om anmeldelser, stjerner og anmeldere i artiklen ’Stjernedrys’.