Børneteatrene udviser fortsat stor opfindsomhed for at holde kontakten med sit publikum og formidlernetværk og give børn og deres voksne nogle digitale oplevelser. Der har været streamede forestillinger, teaterføljetoner, teater-TV og meget mere.
Og nu kan André Andersen SOLO's gyser 'Abehånden' – der fik en fin anmeldelse her på portalen – opleves i en særlig digital version i næste uge på dette site: https://kuto.dk/program/abehaanden-en-teatergyser-boern-online/
I samarbejde med Toldkammeret i Helsingør har André Andersen SOLO nemlig lavet en indspilning af gyseren om Abehånden – alderssat til børn over 10 år og de af deres forældre, der tør kigge med – som kan ses over tre dage i påskeugen, opdelt i tre ca. 15 minutter lange bidder. Forestillingen er iscenesat af Martin Ammmundsen og fotograferet/redigeret af Torben Sørensen.
I disse Corona-tider har han inviteret familien Aalling Steinmetz alene i Toldkammeret. De fire familiemedlemmer får sig en ret intim gyseroplevelse, alene i mørket. Og så kan alle andre kigge med hjemmefra…
– TIRSDAG 7/4 kl. 19.30
Abehånden Afsnit 0: Introduktion
Abehånden Afsnit 1: Det bankede på døren
Abehånden Afsnit 2: Nattelydene
– ONSDAG 8/4 kl. 19.30
Abehånden Afsnit 3: Manden bliver urolig
Abehånden Afsnit 4: Hvor er du ?
– TORSDAG 9/4 kl. 19.30
Abehånden Afsnit 5: Lyden fra stuen
Abehånden Afsnit 6: Den klamme slutning
SIDSTE: Efter streamingen er forestillingen lagt på teatrets hjemmeside og kan nu opleves her som online-version: https://www.andreandersen.info/onlineversion-abehanden
Teatercentrum, der søger at samle allehånde digitale tiltag fra de over 100 teatre, der skulle have spillet næsten 170 forskellige forestillinger på den aflyste Aprilfestival, har følgelig også taget imod ovenstående link og opfordrer teatrene til at sende forestillingstrailere, slideshows, 1:1 forestillingsvideoer, interviews, reportager, talks m.v. til Mads Degn – md@teatercentrum.dk – der tager sig af 'spredningen' på de sociale medier.
(Billedet: Gyserhistorien 'Abehånden' med André Andersen SOLO kan nu opleves gratis over tre dage online. Foto: Torben Sørensen / Kalabas)
(caj)