29. oktober 2010

Odense søger børneteater

Med nogle måneders forsinkelse i forhold til den oprindelige plan har Odense Kommune nu aktiveret ’Udbud af professionel scenekunst for børn og unge i Odense 2011-2015’ – hvori man søger et børneteaterproducerende lille storbyteater for fire år, gældende fra 1.7.2011.

Dermed lægger man altså også op til, at det nuværende børneteater, Skægspire, skal kæmpe hårdt for sin eksistens – ikke mindst i lyset af, at By- og Kulturforvaltningen i Odense tidligere i sagsbehandlingen og med en evalueringsrapport i ryggen har karakteriseret Skægspire som ’et teater, der er stagneret kunstnerisk og organisatorisk’.

Denne evalueringsrapport og situationen omkring udbuddet omtales også i artiklen ’Børneteater i udbud’
.

Den økonomiske ramme til det kommende lille storbyteater, som skal producere og præsentere professionel scenekunst for børn og unge, er på forventet 2.9 mio. kr. årligt – med forbehold for den statslige rammestyring.
Dertil kommer det ikke uvæsentlige, at kommunen vederlagsfrit – og inklusive forbrugsafgifter – stiller en mindre teatersal, administrationslokaler og foyer til rådighed i Teaterhuset, hvor også Den Fynske Opera og Teater Momentum holder til.

Tidligere i forløbet har såvel Nørregaards Teater som en konstellation af små teatre i Odense ytret interesse for at ’overtage’ Skægspires rolle som lille storbyteater i Odense. Der vil givet være flere andre teatre, der nu vil søge.
Der er ansøgningsfrist 1. december. Og man kan se mere om det spændende udbud ved at klikke på Odense Kommunes annonce øverst her på portalen.

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne