Teatre i Storkøbenhavn og på Sjælland har haft travlt de seneste dage med at indtaste alle de forestillinger, som man gerne vil have med i den næste udgave af Teaterbilletters særlige Teaterguide, der udkommer med Netto-kædens gratismagasin Lime 1. februar 2018
Teaterguiden bliver derudover distribueret til alle teatre med egen scene i teaterbilletter-samarbejdet, til biblioteker i Storkøbenhavn samt til cafeer i København med FreeCard-aftaler. I lighed med november-guiden bliver Teaterguiden også distribueret med Uni-avisen.
Guiden sendes dog ikke ud til folk og kan heller ikke bestilles.
Teaterguiderne er et supplement til teaterkataloget, som fortsat distribueres ved salgsstart til alle de trofaste teatergængere.
Teaterbilletter.dk, der er en del af formidlerorganisationen Scenit, angiver selv formålet med guiden i punktform i en pressemeddelelse:
* at give et indbydende og overskueligt overblik for den del af publikum, som typisk går i teatret 1-2 gange årligt (og lokke dem til en ekstra teatertur)
* at ramme det publikum, som køber billetter med en planlægningshorisont mellem 2-8 uger
* at få opdaterede oplysninger ud om forestillinger og spilleperioder – og at vise mangfoldigheden i udvalget på de 40 scener og 60 teaterproducenter i samarbejdet
Se noten om initiativet
(Billedet: Teaterguiden kommer bl.a. som indstik i Nettos gratismagasin og er et supplement til Teaterkataloget. Foto: Scenit)
(caj)