Kulturminister Carina Christensen (K) har nu beskikket en ny bestyrelse for Aarhus Teater efter den megen uro omkring en miserabel økonomi, der bl.a. førte til, at den tidligere bestyrelse fratrådte i december.
Blandt de nye folk, der skal holde landsdelsscenen på rette kurs, finder man lederen af Randers Egnsteater, Peter Westphael, der således kan føje endnu en post til sit driftige virke.
Peter Westphael var med til at stifte børneteatret Marienhønen (nu NEO) i Randers i 1982, hvor han var spiller frem til 2000, hvor Randers Egnsteater blev etableret med ham som leder. Han har formået at få egnsteatret, der står for en lang række børneteater- og voksenproduktioner, til at vokse i omfang og betydning gennem årene – og samtidig fået tid til allehånde andre opgaver, herunder den nuværende post som næstformand i Scenekunstudvalget
Bestyrelsesformand for Aarhus Teater bliver i øvrigt Peter Parbo, der bl.a er tidligere økonomidirektør og direktør for TV 2.