Af med skoene og ind i en rundkreds midt på gulvet – sammen med to danserkvinder i blødt, blågrønt tøj.
Sådan lyder opfordringen til børnene ved begyndelsen af den interaktive danseforestilling ’Total! Dans!’.
Det virker jordnært for børnene i indskolingen – og umiddelbart hverdagsagtigt. Men pointen er, at forestillingen hurtigt udvikler sig – fra begyndelsen, hvor børnene udelukkende efterligner dansernes bevægelser, til senere i forestillingen, hvor de selv mere og mere digter med. I hvert fald i princippet.
’Total! Dans!’ er skabt af koreografen Ellen Kilsgaard, der har sit eget dansekompagni. Konceptet er blevet testet helt tilbage i 2013, først hos Forsøgsstationen i København og siden hos Aaben Dans i Roskilde. Men nu lanceres den interaktive koreografi altså som en regulær forestilling.
Sfærisk lyd
’Total! Dans!’ rummer mange fine situationer – ikke mindst dér, hvor de koreografiske elementer fusionerer med musikken. Tonerne improviseres frem af komponisten Henriette Groth, der spiller på keyboard og andre interessante instrumenter.
Hendes dynamiske skift og overraskende melodiske og sfæriske effekter påvirker tydeligvis børnene. De kigger over mod hende, nærmest som om de ikke tror på, at det virkelig er hende, der skaber al den drømmende og mystiske lyd direkte til dem. Men hun ser dem tilbage i øjnene, mens hun klimprer og trutter og stryger sin violin. Så den er god nok: Denne musik er live!
Danserne Rosa Meyer og Ellen Kilsgaard er smilende og legeglade. De inviterer børnene til at danse med, og de bevæger sig imødekommende meget bløde og stille bevægelser. De strækker sig og løfter armene højt over hovedet, og de får børnene til at abe efter.
Alle bevægelserne er som udgangspunkt helt almindelige bevægelser fra dagligdagen, men de bliver udført så overdrevet, at børnene netop kan mærke dem som noget ekstraordinært – og som kunstudtryk. Disse udtryk har tydeligvis ikke nogen funktion – ikke anden end den, at de opstår ud fra en trang til at skabe et udtryk. Det er æstetik. Og det er fint.
Scenografisk begrænsning
Nogen handling er der ikke. Dette er ren danseglæde. Koreografisk er det dog begrænset, hvor udfordret børnene bliver rent kropsligt. Koreografien byder på megen gåen og løben og armbevægelser af den velkendte slags. Her præsenteres knap nok en danseteknik. Konkret har koreografen yderligere begrænset sig selv ved at lade de to dansere forblive en del af den samlede børnegruppe.
Forestillingen er naturligvis fuldstændig afhængig af de deltagende børns reaktioner. Da jeg oplevede forestillingen under Aprilfestival, var børnene for eksempel temmelig tilbageholdende. De ville egentlig hellere kigge på. Hvis danserne ikke konstant holdt øjenkontakt med dem, holdt de op med at være en del af dansen og stod i stedet bare og hang som tilskuere. Efter et stykke tid begyndte nogle af dem godt nok at vugge i takt til musikken. Men de havde svært ved at holde koncentrationen omkring dansen.
Drømmende klarinet
Dansen foregår oplagt nok i en gymnastiksal, men der er ikke noget, der egentlig markerer, at dette er en danseforestilling og ikke bare en avanceret time i idræt. Hvad forestillingen mangler scenografisk, har den dog til fulde i det lydlige univers.
Henriette Groth står i turkis dragt med røde indianerfrynser og skaber musik, der danner nye verdener – vilde, blide, bombastiske, lokkende… Hun afslutter med drømmende toner på en klarinet. Her ligger ungerne helt stille. Som om de ikke vil vækkes fra den toneverden, der netop er gledet ind i. Det vil vi voksne heller ikke.
Men forestillingen slutter, og børnene klapper ivrigt. Herefter begynder de to dansere straks at udspørge børnene om, hvad de oplevede under forestillingen. Hvad? Hvordan? Hvorfor? Forklar!
Med eller uden ord
Det er naturligvis en bearbejdelsesmetode, således at lære børnene at sætte ord på nogle sanseindtryk – og det er et redskab, der i stigende grad anvendes i børneteatret. Men netop her – få sekunder efter en ordløs forestilling – virkede det underligt. For hvorfor ville danserne egentlig først have børnene til at opføre sig med deres kroppe UDEN ord – spontant, intuitivt, på tværs af sprogbarrierer og kulturforskelle – når de så alligevel straks derefter bad dem om at svare MED ord?
Debatten skabte i hvert fald en mærkelig følelse af, at dansen så alligevel ikke måtte findes i sin egen, ordløse tilstand. At kroppen ikke måtte holde fast i sin fysiske følelse og nyde den. At ordet er finere end dansen. Eller at det er vigtigere at kunne tale end at kunne danse. Også selv om det velsagtens netop var nogle af disse holdninger til kropskunsten, som forestillingen ville punktere.
’Total! Dans!’ er en yderst sympatisk forestilling. Og at dømme efter en grundig rapport fra skabelsesprocessen er forestillingen skabt ud fra mange spændende ambitioner.
Slutresultatet virker bare temmelig begrænset, når det kommer til selve dansen.
