De store teatre kæmper med alle midler for at få flere unge i tale – foruden selvfølgelig ikke-teatervante publikumsgrupper som indvandrere m.fl.
I Aarhus synes i hvert fald slaget om de unge at være vundet. Således fortæller Aarhus Teater i en pressemeddelelse, at den øjeblikkelige situation er, at knap 40 procent af teatrets samlede publikum er unge undre 25 år. I tal hedder det, at i løbet af de sidste to år er billetsalg til de unge steget fra 25.000 til 38.000 billetter.
Aarhus Teater har selv forklaringen parat: I august 2015 introducerede man en ny billetordning til børn og unge under 25 år under navnet 'Billigere end biffen', idet de kan købe en billet til blot 50 kroner til alle teatrets forestillinger.
Ordningen, der indtil videre løber til udgangen af indeværende sæson, er således ikke gratis og anslås til at koste over en million kroner – men det skal ses som en langsigtet investering og strategi, idet man håber at fastholde det unge publikum både aktuelt og på længere sigt.
Udover et repertoire, der også har vakt de unges interesse, er Aarhus Teater også i fuld gang med større læringsprojekter som det tre millioner kroner dyre 'Ej blot til lyst' (se note), der både har fokus på teater i undervisningen og at give skoleelever mulighed for at opleve et stort teaters maskineri.
Aarhus Teater har i indeværende sæson også haft børneteatre på gæstespil, fornyligt har bl.a. BaggårdTeatret/Rokoko Studios 'H.C. Andersen lever!' og Teater Blik's 'Hov!' spillet på Scala-scenen – og 18. november er der premiere på teatrets egen store familieteatersatsning, 'Fakiren fra Bilbao'. Til foråret venter mulige godbidder for de unge som teatrets egen 'Jesus Christ Superstar' og gæstespillet 'Morph' med Kristján Ingimarsson Company.
(Billedet: Aarhus Teater har succes med at få unge under 25 år ind til forestillingerne – teatret har nyligt spillet teaterkoncerten 'American Spirit'. Foto: Rumle Skafte)
(caj)