21. juni 2014

Millioner til Glad Teater

Glad Teater er en unik kulturinstitution i Danmark, hvor man giver mulighed for at mennesker med og uden funktionsnedsættelser kan indgå i professionelle teaterproduktioner og skabe 'scenekunst, der bevæger sit publikum og udforsker nye territorier', som man beskriver det.

Nu er der flere penge til udvikling af nye og banebrydende scenekunstaktiviteter, idet Kulturministeriet er den glade giver af en bevilling på 3,6 mio. kr. over de næste fire år.

Kulturminister Marianne Jelved skriver i tilsagnsbrevet, at det er hensigten med bevillingen at '…forbedre Glad;Teaters økonomiske råderum, så der skabes gode muligheder for allerede eksisterende tiltag såvel som skabelsen af nye scenekunstaktiviteter hos teatret. Dette til berigelse, glæde og refleksion for teatergængerne herunder for mennesker med funktionsnedsættelse'.

Glad Teater har netop haft premiere på forestillingen 'Historien bag muren', der indgår i CPH Stage-festivalen, og tidligere i år kunne man for første gang opleve teatret på den store Aprilfestival, hvor de deltog med forestillingen 'Helte', beregnet for alle aldre – og anmeldt til fire stjerner her på portalen.

Glad;Teater har eksisteret siden 2006  som Danmarks første teater, hvor alle skuespillere i ensemblet har en eller flere funktionsnedsættelser. I 2011 satte Glad Skuespillerskole det første hold uddannede skuespillere på scenen med afgangsforestillingen 'Verdens bedste forestilling'.

Glad;Teater har til huse på Rentemestervej i København og er en del af Gladfonden, som også huser bl.a. TV-Glad.

Se mere om Glad Teater og dets aktiviteter på www.gladteater.dk

(caj) 

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne