31. maj 2016

Meteornedslag som familieteater

Fredag den 3. juni kl. 12-14 er der fernisering i Boesdal Kalkbrud ved Stevns Klint, hvor lokale 4. klasser gennem flere måneder har arbejdet med professionelle scenekunstnere og biologer og udviklet kunstværker til en udstilling i samarbejde med Østsjællands Museum.

Projektet, der er blevet støttet med 432.000 kr. fra Nordea-fonden har haft til formål at formidle viden i børnehøjde om Stevns Klint, der udpeget som verdensarv af UNESCO.  

Det kan måske umiddelbart være svært at se, hvad det har at gøre med portalens fokus på scenekunst for børn, unge og familier at gøre – men udstillingen er en form for startskud og appetizer til en stor og tilsvarende emne- og stedsspecifik musikforestilling, 'KLINT' der har urpremiere 18. august i Pyramiden i Boesdal på Stevns Klint, hvor den opføres 18. -21. august 2016.

Forestillingen giver med et sansebombardement af af lyd, tekst og lys sit bud på en 66 millioner år gammel katastrofe, hvor et meteornedslag udslettede dinosaurerne og halvdelen af Jordens plante- og dyrearter. Og hvor aflejringer af disse livsformer findes i Stevns Klint.

'KLINT' er skabt af den i børneteaterkredse særdeles kendte og flittigt agerende Lene Vestergård (tekstforfatter, skuespiller og instruktør) og Birgit Løkke (komponist, perkussionist og sanger), mens electronica-pioner og akustikekspert Jesper Siberg er samarbejdspartner på 'KLINT', der opføres som et elektronisk værk akkompagneret af tre sangsolister og et kor af 14 sangere.

Man kan følge tilblivelsen af 'KLINT' på Facebook (Klint – musikteater i Pyramiden)

Og hvis man vil med til ferniseringen 3. juni, kan man tilmelde sig hos projektleder hos ZERUM, Sine Sværdborg, der har deltaget i workshops og projekt (sine@zebu.dk el. 22237023 – senest 1. juni)

(Billedet: Lene Vestergård og Birgit Løkke, der står bag 'KLINT', saver her løs i Boesdal Kalkbrud – arbejdet indgår som del af den elektroniske lydside. Foto fra video på Facebook)  

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne