Det aarhusianske børneteater Gruppe 38 er aktiv i meget andet end lige selv at spille og turnere med forestillinger. Således er teatret initiativtager til den internationale børneteater-showcasefestival :Danish+ hvert andet andet år, man har i marts sammen med Team Teatret i Herning været arrangør af solo-performance-festivalen ENESTÅENDE for tredje gang – og fra 17.-21. maj er man så sammen med Aarhus Teater og Svalegangen vært for ILT17, den biennale internationale festival, der afvikles for femte gang. Og som alt andet i regionen i 2017 er det selvfølgelig en del af Aarhus 2017 som Europæisk Kulturhovedstad.
Som festivalnavnet antyder, er det netop for at generere tilt og energi til det lokale teatermiljø og publikum, at man præsenterer en række internationale forestillinger på byens scener.
ILT17byder på 12 forestillinger/events i form af teater, dans og performance, og det indbefatter to gratis gadeteaterforestillinger.
Selvom festivalen normalt har fokus på voksenteater, er de fleste af festivalens tilbud aldersmæssigt også rettet mod børn og unge og familiepublikum – og to er gratis gadeteater:
– 'The Giant Puppet' af Forman Brothers (CZ) – tjekkisk gadeteater (Alle)
– 'Saurus' af Close-Act Theatre (NL) – hollandsk gadeteater (Alle)
– 'The Notebook' af Forced Entertaintment (UK) – (fra 12 år)
– 'Opera Opaque' af Theatre Plexus Polaire (FR) – (fra 8 år)
– 'Blessed ar those who dream standing up without walking on their lifes' af Compagnie Les Choses de Rien (FR) – moderne dans/cirkus (fra 14 år)
– 'B' af Trickster-p (CH) – audio installation (fra 12 år)
– 'Golem 'af 1927 (UK) videoanimation og teater (fra 12 år)
– 'Hamskifte' af Kjartan Hansen (FO) – performance (fra 12 år)
– 'Ramkoers' af BOT (NL) – Teaterkoncert (fra 12 år)
– 'Hotel Paradiso' af Familie Flöz (DE) – dukketeater (fra 10 år )
– 'Zvizdal (Chernobyl so far, so close)' af Berlin (BE) – performance dokumentarfilm (ra 16 år)
– 'The Trial of the woefuld story of Josef K' af Puppet Theatre Maribor (SLO) – dukketeater (fra 15 år)
Den tjekkiske kæmpedukke, der var en del af den store event, som udgjorde åbningen af Plzen, Europæisk Kulturby 2015, har tidligere besøgt Danmark, nemlig som åbningsevent på Festival of Wonder i Silkeborg i november 2015 under titlen 'Et poetisk måneskinsmøde'.
Også 'The Notebook' vækker visse minder, idet Theater La Balance lavede en meget rost forestilling under navnet 'Det store stilehæfte' helt tilbage i 2003 – hvor instruktøren Marc van der Velden fik danske teaterjournalisters Teaterkatten-pris og hvor forestillingen blev nomineret til en Reumert i 2004.
Men nu gælder det altså den britiske udgave og de øvrige tilbud på ILT17 – og man kan læse mere om ILT-festivalens program, billetsalg m.v. på www.iltfestival.dk
(caj)