Odsherred Teater glæder sig i denne tid. Det går strygende med alle aktiviteterne – hvor jule-bankovarietéen helt aktuelt kan melde udsolgt – og nu ligger det også fast, at arkitektkonkurrencen om en ny teatersal kan sættes i værk, efter at finansieringen af byggeriet er kommet på plads.
I forvejen havde man lovning på ti mio. kr. fra henholdsvis Realdania og A.P. Møller-fond, mens Aage og Johanne Louis-Hansens Fond senest har sendt fem mio. kr. efter projektet.
Men der var stadig et stykke vej til de ca. 35 mio. kr., som en nedrivning af Irmas gamle lagerhal og opførelse af en ny og velfungerende teatersal vil koste.
Det nylige kommunevalg afgjorde så sagen: Odsherred Teaters chef, Simon Vagn Jensen, fortæller, at borgmester Thomas Adelskov (S) havde det som en af betingelserne i den brede konstitueringsaftale, at de sidste ti mio. kr. skulle komme fra Odsherred Kommune.
Dermed er alt lagt parat til arkitektkonkurrence og siden udvælgelse og selve byggeriet, så egnsteatret må væbne sig med tålmodighed lidt endnu.
»Den naive drøm er, at salen er klar til årsskiftet 2019/20, men mere realistisk er nok foråret 2020,« siger Simon Vagn Jensen til Teateravisen.
Dermed vil der været gået knap fire år siden teatrets indflytning fra Annebergparken i Nykøbing Sjællands udkant til gågaden midt i byen, hvor egnsteatret har holdt til siden sommeren 2016, men teaterchefen er egentlig ikke så ked af den situation.
»Den lange indkøringsfase har givet en rolig forankring i byrummet med vores nuværende lille cafeteater og de mange aktiviteter – hvor en stor færdig teatersal fra dag et måske kunne have været en stor mundfuld rent publikumsmæssigt,« siger han og glæder sig over, at Odsherred Teater i sin nuværende udgave oplever succes på alle parametre: Salg af egne forestillinger, gæstespil, teaterforeningens brug af lokaler til børneteater, andre aktiviteter og tilstedeværelsen i byrummet m.v.
Han fortæller, at man nu kan gå i gang med fundraising til udstyr og inventar i den kommende teatersal. Forventningen er at skabe en fleksibel sal, der kan rumme alle de forskellige arrangementer, der skal være på teatret fremover. Man vil arbejde for, at den, udover en masse godt teater, kan rumme kammermusik, opera, jazz, rock, pop og stand-up, ligesom der skal kunne arrangeres møder og konferencer i salen.
Se også artiklen: 'Et byteater tager form' fra februar 2017
(Billedet: Det er en kæmpehal fra Irmas tid, der skal give plads til en ny teatersal til Odsherred Teater. Foto: Claus Starup)
(caj)