’Hvad skal der til for at få de unge til at bruge kulturlivet?’ Det har kompetencecentret Teatercentrum og Applaus sammen sat sig for at undersøge via en seminardag 30. april, der henvender sig til ledere og medarbejdere på kulturinstitutioner, som ønsker at arbejde aktivt med publikum i fokus.
Hvor Teatercentrum arbejder med formidling af professionelt børne- og ungdomsteater, arbejder Applaus mere generelt med publikumsudvikling i kulturlivet, og til seminaret udvides samarbejdet med en række organisationer – og heldigvis kommer målgruppen også selv til orde via et ungepanel fra Ung Kult, der er et landsdækkende fællesskab og nationalt netværk for unge kunst- og kulturskabere.
I programmet indgår også oplægsholdere som Niels Alberg fra konsulentfirmaet Will & Agency, der arbejder med publikumsudvikling i bl.a. museer; Louise Springborg fra Statens Museum for Kunst, der er ansvarlig for brugerinddragelse m.v. – og Naja Birke, konsulent på Teatercentrum med ansvar for diverse ungdomsrelaterede projekter og medarbejder på KLAP-teaterfestival for små og store, der bl.a. har fokus på, hvordan unge engagerer sig i teateroplevelser.
Dorthe Skøtt Bébe, leder af såvel KLAP-festivalen som Teatercentrum, ser frem til seminardagen:
»Teatercentrum er glade for sammen med Applaus at kunne sætte fokus på de unges adgang til kunsten og kulturen. De unge er ikke bare forbrugere, de vil også engageres og inddrages og opleve de fællesskaber kunsten og kulturen kan bibringe. Det arbejder Teatercentrum aktivt med i en lang række projekter og vi deler gerne ud af vores viden. Det giver rigtig god mening at arbejde sammen i branchen om at formidle viden og praksiserfaring, så vi sammen kan blive bedre til at åbne kunsten og kulturen for alle generationer.«
Applaus’ seminardag ’Med unge i fokus’ afvikles 30. april 2024 kl. 10-16 i Vartov, Store Sal, opgang H, i København, tæt ved Rådhuspladsen
Deltagelse, der indbefatter morgenmad (fra kl. 9,15-10) og frokost, er gratis, men der er no-show-fee på 500 kr. eksklusiv moms ved manglende afbud senest 23. april.
Læs mere om seminardagen og programmet – og tilmelding her: https://applaus.nu/netvaerksmoder/applaus-seminardag-med-unge-i-fokus/
(caj)