Mandag den 1. november bliver Sammenslutningen af Danske Scenografer et medlem rigere, når man udnævner dronning Margrethe til æresmedlem. Det sker ved en lille ceremoni på balkonfoyeren på Det Kongelige Teaters Gamle Scene – og dermed ikke langt fra majestætens faste sæde i teatret.
Dronning Margrethe har tidligere vist sine kunstneriske evner udi malerier og decoupager, kostumer, messehagler m.v., men det er hendes første medlemskab af en organisation, der dækker et felt hvor hun selv er aktiv.
I virket som scenograf har majestæten udover film og tv-teater også bevæget sig ind i børneteatrets verden, idet hun bl.a. har skabt dekorationer, découpager og kostumer til Karen Blixens ‘Skibsdrengens fortællinger’ for Svalegangens Dukketeater (2004) og flere forestillinger på Pantomimeteatret i Tivoli – herunder ‘Tommelise’ og ‘Fyrtøjet’ (2005) og ‘Svinedrengen – ligesom dronning Margrethe gennem mange år har skabt scenografi og kostumer til mere end 20 eventyr-forestillinger på veninden Susanne Heerings Balletskole i Næstved.