13. april 2012

Manden med papirteatret

Per Brink Abrahamsen foretrækker selv, at man kalder hans særlige metier for ’teater af papir’, og i år kan han så fejre 25 års jubilæum som direktør af Svalegangens Dukketeater, hvilket bl.a. markeres med  internationale papirteaterfestival fra 20-22. april 2012.

Jubilæumsfejringen blev dog sat i gang allerede i efteråret 2011, hvor han deltog på Silkeborg Dukketeaterfestival med voksenforestillingen ’Mother, tell me more’ –  en teaterkoncert med  den første og nu afdøde Pink Floyd-guitarist Syd Barrets  surrealistiske sangunivers, tilsat papirbilleder.

I forbindelse med festivalen kunne man i øvrigt i oktober og november se en række af teatrets papirteaterscenografier på en udstilling på Papirmuseet Bikuben i Silkeborg.

Per Brink Abrahamsen (f. 1943)  er uddannet cand. mag. i dramaturgi og engelsk og har periodiske været tilknyttet teatret Svalegangen som dramaturg, instruktør, instruktørassistent siden 1982. Og han fortæller selv om tilblivelsen af papirteater-filialen:

»Jeg har leget med papirteater, lige siden jeg som seks-årig fik mit første teater. I 1982 var jeg ansat på Svalegangen og fik overtalt skuespillerne til at indtale dialog til en forestilling. Det blev til flere i de følgende år, således at jeg i 1987 havde et solidt bagkatalog af forestillinger, hvilket fik den nytiltrådte teaterleder Lasse Dehle til at foreslå, at vi oprettede Svalegangens Dukketeater som et nichetilbud for feinschmeckere.«

Siden er det blevet til en lang række forestillinger og deltagelse i flere internationale animationsfestivaler.

Per Brink Abrahamsen opgør selv de 25 års aktiviteter til mere end 50 forskellige forestillinger med et samlet opførelsestal på over 1.000 over hele Danmark og det halve Europa.

Han nævner selv højdepunkter  som gæstespil på Rungstedlund og  Operaen i København med ’Ringen’ – samt samarbejde med dronning Margrethe omkring ’Skibsdrengens fortælling’, hvor majestæten lavede dekorationer, découpager og kostumer til Karen Blixens fortælling for Svalegangens Dukketeater i 2004.

Men her og nu gælder det altså en international papirteaterfestival med syv forestillinger, hvoraf de fire er udenlandske – alle er forestillinger med figurer og dekorationer af trykt og malet pap og papir.

»Jeg er glad for at kunne præsentere et repræsentativt udvalg af de kolleger jeg gennem årene har mødt på andre festivaler ude i Europa. De viser bredden af det moderne papirteater fra det helt traditionelle til det eksperimenterende der har bevæget sig væk fra kukkassen, men stadig har papiret som medie og som i høj grad er teater for både børn og voksne,« lyder det fra Per Brink Abrahamsen.

Program og info om papirteaterfestivalen her – eller på www.svalegangensdukketeater.dk  

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne