Skuespilleren Ernesto Piga Carbone er ved at få en helt særlig plads i dansk børneteater. Det er ham, der kan vise sorg og følsomhed, som ingen anden lige nu. Det er ham, der får de roller, hvor menneskeligheden strækkes ud over al rimelighed. Det er ham, der skiftes til at føle smerten og medlidenheden under sine brune krøller.
Den nu 36-årige spiller har allerede strålet bekymret på Bornholms Teater, både i Carsten Jensens 'En dag i Helmand' og i flygtningeforestillingen 'Grænsesyndrom'. Han har været forældreløst gadebarn i Saga Dances 'Paolo & Money'. Og nu spiller han altså hovedrollen på AnemoneTeatrets dramatisering af Fupz-historien 'Drengen der lå i sin seng mens hans far og damefrisøren så på.'
For meget peber
Den ranglede Carbone har en særlig beskedenhed over sit væsen, når han er på scenen. Som om han ofte har mest lyst til at gøre sig selv gennemsigtig. Det er netop hans usynlighedsevne, der er på spil i 'Drengen der lå i sin seng mens hans far og damefrisøren så på'.
Her spiller han nemlig eminent dukkefører for den dreng, som det hele handler om – drengen Werner, hvis mor er død, og som holder sig for øjnene, når han ikke vil se virkeligheden, som den er. For hans far har fundet en ny kæreste, som er damefrisør, og hun bliver ved med at kalde Werner for Lille Mand, så han mister appetitten til at spise hendes underlige mad med alt for meget peber …
I Lisbet Lipschitz og Albert Nielsens blide dramatisering og loyale iscenesættelse er fortællingen om drengen, der savner sin mor så skrækkeligt, blevet til en livsbekræftende forestilling fuld af både nænsomhed og humor.
Her er et hjem helt uden hygge, fordi den døde mor stadig hersker over det hele. Og her er en dreng, der slet ikke kan fortælle om, hvor meget han sørger. Men en dag bliver det så slemt, at han lægger sig til at sove for aldrig at vågne igen…
Spidse bryster
For i drømmeland er der altid chancen for at møde den døde mor. Og i scenografen Liselotte Justesens stjerneglimtende himmelunivers er der smæk for skillingen med vilde videoprojektioner. Desuden spiller Lisbet Lipschitz den døde mor med så megen fandenivoldskhed og tvetydighed i sit maskedækkede ansigt, at moderen netop kan forblive så mystisk og urørlig som en død person i drømme.
Men Lisbet Lipschitz er en mindst lige så skøn hoftevuggende damefrisør i et ubetaleligt outfit med flamencoflæser og narrestreger, for hun spænder imponerende mellem den ophøjede helgenindemor og den forhadte papmor i sine sjove kvindefortolkninger.
Når Fupz har skrevet, at hun har spidse bryster, så bliver det fortolket med Madonna-spidse spydanordninger. Og når Cato Thau-Jensen i Fupz’ bog har tegnet moderens dansesko, som om de nærmest kan danse af sig selv, ja, så har Lipschitz da også de skønneste sko på til de mest drømmende dansetrin.
Jazzet karrusel
Dramaturgisk er forestillingen dog noget ujævn. Visse scener holdes unødigt længe, så handlingen har svært ved at slæbe sig videre. Visse scener går næsten i stå.
Men egentlig matcher denne spændingsopbygning fint den stakkels Werners savn. For han kan jo ikke holde ud at slippe sin mor. Og det kan tilskueren så heller ikke. For følelsesmæssigt har forestillingen stærkt greb i sin tilskuer.
Musikeren Kristoffer Rosing-Schow trutter forstående med på sin klarinet, så savnet af moderen næsten bliver til at bære – og så har han endda pomadehår og samme røde jazzuniform som musikerne i billedbogen.
Og både drengen og de voksne danser med i muntre rytmer og med skægge, kejtede bevægelser, der fint viser, hvor svært de har ved at nå hinanden. I en dans, der holder dødsordene godt på afstand.
Panik over døden
På væggen drejer et videobillede af en karrusel, der kører hurtigere og hurtigere. Til sidst sluges tilskuerens blik med ind i hestevrimmelen. Her bliver drengens desperate drøm om selv at dø og følge efter sin mor pludselig til alvor. Hans panik bliver reel.
’Det er ikke sjovt længere. Jeg vil af nu, mor!’ siger han. Og man forstår, at hans overlevertrang alligevel er stærkere end hans længsel efter moderen. Men det er fint, at forestillingen kommer helt derud, hvor drengen næsten går i stykker af savn. Fordi den dermed viser respekt for hans sorg.
'Drengen, der lå i sin seng…' indeholder ingen moraliseren om, hvad der sker, når man dør. Her er ingen religion og ingen desillusion – og ingen bedreviden om hverken drømmene eller døden. Heldigvis.
Men som drengedukken siger det klogt siger det: ’Man kan se meget med lukkede øjne.’
