Først bliver jeg nødt til at sige, at sjælden har Københavns Musikteater fremstået smukkere. Små juletræer på afsatserne, vinterlandskab i levende video med snefnug på væggene og balloner i loftet. Det skal de ros for, både Teater Hund og Københavns Musikteater.
Så til forestillingen:
Ved juletider, når gaveræset går mod uendelig, er det så almindeligt at sige: 'Det er tanken der tæller', at det er blevet en kliché på linje med 'hjerternes fest'.
Hvad nu hvis man sagde 'tanken' med stød? Og tænkte benzin og autoværksted? Ho-ho-ho, som amerikanske nisser siger, når tiden nærmer sig Christmas (mens de drikker Coca-Cola) – da får den tank(e), der tæller en helt anden betydning! Ho-ho-ho.
Her et sted, med denne lille tænke-tank-joke, er Teater Hund åbenbart begyndt at fabulere. Jul og hjul er jo nærliggende, og med fire ansatte på en tank med dækservice og værksted og det hele, kan man da sagtens begynde at finde på situationer og udvikle karakterer.
Påfund og indfald
Og at finde på er lige præcis, hvad man har gjort i Hundenes juleforestilling. Det ene indfald følger det næste, og man da godt være hyggeligt underholdt undervejs.
Problemet er bare, at jeg sidder med en fornemmelse af, at Teater Hund har malet sig selv op i et hjørne. Den ovenfor nævnte joke med Tanken og Tanken giver to forudsætninger, men heller ikke mere: 1) Det er en juleforestilling, og 2) det foregår på en tank.
O.K. – og så? Hvilken historie skal vi fortælle?
Så er det man begynder at finde på. Well – det kan jo foregå mange sjove ting på et autoværksted, ikke? Der arbejdes jo, ikke sandt? Med mange lyde og kling og klang og rytme og stomp. Og der er hejseanretninger og et pauserum ved siden af og et samlebånd måske, og de fire ansatte er nogle sjove fætre, som også kan tre-fire greb på guitaren og er gode for både solo og fælles sang. Og så kan de drille hinanden lidt. I det hele taget…Jo! én ting mere: det er jo jul, – det må vi da kunne…ikke?
For at få en dramaturgisk samling på det hele, pendler de medvirkende en smule skizofrent mellem at være mekanikere på arbejde og en gruppe entertainere, der vil lave en forestilling relateret til julen. En forestilling med mange forskellige indfald, mange gakkede gangarter, en del koreografi i løs vægt og en sang i ny og næ.
Et hastigt sammensat krybbespil med Josef og Maria på jagt efter et sted at sove giver anledning til flere morsomme situationer og træffende replikker om fremmede, om at sove i telt, om snobberi, og om at en stald er kun for dyr.
Andre situationer er mindre sjove og har større præg af løse ideer – 'hvad skal vi nu lave?' – og med mindre relevans til stedet eller til julen. Karstens far og mor ringer, Lisbeth (Birgitte Prins) bliver drillet med en uldsok i tasken, tre lystige nisser dukker op i vinduet til pauserummet, hjulkapsler bliver rengjort og repareret, Karsten (Henrik Holmen) bliver drillet med sin søde lemur-dukke, og der synges lidt om, hvorfor ikke tro på nissen (Anne Damsgaard) og om at være den, jeg er. Og Anne Abbednæs blæser i fløjten og kommanderer.
Jeg synes, at det bliver lidt en rodebunke af påfund. Lidt hovsa. Og så forstår jeg ikke, at lyset kommer og går ind imellem. Det er muligt, at det skal tjene som overgang fra den ene sketch til den anden, men jeg synes, at det forstyrrer og forvirrer. Forklarer gør det i hvert fald ikke.
Underholdning
Når alt dette er sagt, skal det også fortælles at forestillingen åbenlyst faldt i god smag hos det talrige publikum af 1.-2. klasser, jeg så forestillingen sammen med. Jubelen nåede flere gange helt op i taget, og forventningerne frem imod den afsluttende fælles juleaften – her på tanken! – var betragtelige.
Den begejstrede sang til sidst om at være sammen og have et arbejde bragte stemningen i vejret, men jeg kunne nok have undværet kostumerne i guldlamé og med englevinger. Hvor i al verden kom de fra? Antagelig endnu et lystigt indfald.
Jeg kan ikke rigtigt stå for Teater Hund. Det kniber aldrig med underholdningen. Men det hænder, at det kniber med dramaturgien.
