Kim Westi kommer os i møde med varme og smil, og hans gode humør og rolige facon smitter fluks børnene. De har med det samme lyst at se teater. Her synes trygt og godt at være.
Kim Westi fortsætter ad samme favnende sti. Foran det lille farveafdæmpede dukketeater træder han frem som manden, der glad byder velkommen og introducerer os for, at det er H.C. Andersens eventyr om ’Lille Calus og Store Claus’, vi skal se.
Tæppet til det lille teater trækkes til side for et dukketeaterspil med de sirligt udskårne trædukker som er teater Svanens særkende. Og det går tjept. Også lige lovligt tjept, selvom Kim Westi er en rutineret marionetdukketeaterspiller, der kan fortælle med klar stemme og tydelig diktion, mens han fører scenografielementer og de små marionetdukker ud og ind og rundt på scenen.
Måske har det været Patricie Homolovás tanke med iscenesættelse, at eventyret om, hvordan Lille Claus trin for trin narrer Store Claus, skal vises meget hastigt. For at vi via det tjeppe tempo i spillet skal mærke et sus over, at Lille Claus vinder over den slubbert til Store Claus.
Store Claus som til at begynde med gør det af med Lille Claus' eneste hest, mens hans egne fire i fuld galop kan vrinske ud af scenen. Sammen med Lille Claus' gentagne kluklatter og frydefuldt hoppende krop er det i al fald det, vi mærker. At her er en Lille Claus, som nok ved, hvordan han skal snøre ham Store Claus.
For tjept og ufortolket
Men derfor kunne der godt blive kræset mere i fremstillingen af de enkelte figurer og for en mere varieret rytme i spillet. Eventyrets personer adskiller sig fint fra hinanden i det ydre. Krofatter, kodriver, skomager, bedstemor, apoteker m.fl. Tykke, tynde, krumme, ranke osv. Derfor er det også en svaghed i spillet, at Kim Westi ikke individualiserer dukkernes sprog og bevægelser noget mere. Der er i det hele taget noget lidt mekanisk og forhastet over spillet.
Et spil som heller ikke er helt så visuelt varieret som Svanens forestilling ’Snehvide’ og ’Hvad fatter gør, det er altid det rigtige’. En sammenhængende række grantræer rykkes hurtigt hen foran scenen under lystelig musik og vupti er næste lille kulisse anbragt på scenen. Nok er nyt hus. Nok et nyt landskab. Nok en ny personage.
At Lille Claus så i akkurat den forestilling’ jeg oplevede’ meget tidligt i forestillingen ved et uheldigt stød fik slået sit ene ben af’ gjorde oplevelsen af den vakse Lille Claus lidt speciel. Kim Westi reddede uheldet meget elegant, så det ikke tog unødigt fokus. Men det blev dog et eksempel på’ hvor skrøbeligt live-teater er. Vi skulle lige abstrahere fra det resten af spillet.
Nuvel eventyret blev fortalt – også ret direkte efter bogen. Formidlingen var tydelig og klar i al sin hast. Tilbage er så – synes jeg – at spørge ’hvad er det’ Svanen har villet os med at spille akkurat dette eventyr?
Akkurat det synes jeg ikke kom frem. Kun gennem den overskudsagtige Lille Claus evne til at klare ærterne. Nogle vil måske mene, at det er nok. Jeg vil nu gerne opleve en mere teaterselvstændig stillingtagen.