Statens Kunstfond er via lejlighedsvis udsendelse af nyhedsbreve med journalistiske historier om aktiviteter, der støttes via midler fra Statens Kunstfond – og man uddeler immervæk godt 500 mio. kr. i 16 kunstfaglige udvalg og disses over 60 forskellige puljer.
Under fællesoverskriften 'Vi satser på kunst til børn og unge' kan man således på kunst.dk læse fire nye, små artikler/interviews:
– 'Kunst starter i folkeskolen': Der påhviler os et fælles ansvar for, at alle børn oplever kunst – og her er folkeskolen et vigtigt fælles mødested: 'Børn, der oplever kunsten for allerførste gang, kan minde os voksne om, hvad kunsten kan: Overrumple og overraske, give indblik i det ukendte, skabe nye sammenhænge og sanseindtryk, forme vores identitet og hjælpe os til at orientere os i verden', siger Michael Bojesen, formand for Statens Kunstfond.
-' Kunst på skoleskemaet': Huskunstnerordningen giver mulighed for, at møde kunsten i skoler, daginstitutioner, biblioteker m.v.: 'Børn og unge får kunstfagligheden ind under huden. De er i direkte kontakt med professionelle kunstnere, bliver engagerede i at skabe kunst og kommer tæt på processerne. Det betyder, at de får en forståelse for, hvad det vil sige at skabe kunst. Og på sigt en evne til at forholde sig kompetent og kritisk til kunsten', siger Tina Tarpgaard, forperson for Statens Kunstfonds Huskunstnerudvalg.
– 'Teater taler sorg': Om Teatergrads udfarende og interaktive 'i børnehøjde'-projekt om det at miste – hvert år mister omkring 2000 børn en mor eller far: 'Forestillingen skaber et rum, hvor hver enkelt klasse kan tage vare på det her meget sårbare emne og væve det ind i deres fortrolighed og samarbejde. Men skolerne har ikke altid råd til en forestilling, der kun spiller for én klasse ad gangen. Vi kan kun drømme om, at nogen ser det potentiale, scenekunsten også har. Som et værktøj til at tage fat i emner, som er svære for skoler, sorggrupper og kommuner', lyder det fra instruktøren Sandra Yi Sencindiver.
– 'Må kunst godt bare være sjovt?': Fra 2018-20 har billedkunstner Cecilia Westerbergs udstilling, 'Alkymistens Laboratorium', turneret rundt til landets museer. Her kan børn gå på opdagelse uden at skulle tænke på, om det er socialisering, læring, dannelse eller sunde kulturvaner: 'Børneperspektivet handler om, at kunstoplevelser skal give mening her og nu og i et børneliv. Børn skal kunne engagere sig i det og synes, at det er meningsfuldt, spændende og sjovt', siger Louise Ejgod, forskningsleder ved Center for Kulturevaluering på Aarhus Universitet, som forsker i børns perspektiv på kunst.
Læs de fire opbyggelige historier i deres helhed på https://www.kunst.dk/vi-satser-paa-1/kunst-til-boern-og-unge
(Billedet: ’Alkymistens Laboratorium’ er et eksempel på en engagerende, interaktiv udstilling, der inviterer børn ind i et hemmeligt og mystisk univers. Foto: Emil Brøbech)
(caj)