17. januar 2012

Klar til Teater i Centrum

Teatercentrum, der bl.a. står bag de store april-festivaler, Den Røde Brochure m.v., fik sidste år 500.000 kr. fra Kulturministeriet til brug for et specifikt børneteaterfremstød i Ringkøbing-Skjern Kommune, der er kendetegnet ved have et relativt beskedent indkøb af turnerende børneteater.

Imidlertid er man først nu ved at implementere projektet, kaldet 'Teater i Centrum', der skal bringe en masse børneteater til Ringkøbing-Skjern Kommunes børn og unge – og i tilgift supplere forestillingerne med brugerinddragende aktiviteter i stil med nogle af de redskaber, som også bruges ved festivalerne og i formidlingsarbejdet generelt.

Den 11. januar var omkring 50 af kommunens skoleledere og lærere m.fl. til informationsmøde for at høre mere om projekt ’Teater i Centrum’ – og de har nu frem til 6. marts til at beslutte, om de vil deltage i projektet, som består af to hoveddele: Dels kommer der en række teatre ud og spiller på skoler og institutioner m.v., dels skal en række skoler uddanne elever til de såkaldte KulturCrew, dvs. en gruppe elever som varetager opgaver som pr og markedsføring omkring forestillingerne, modtagelse af og hjælp til teatrene m.v. – ligesom også lærerne får mulighed for at arbejde med værktøjer, de kan bruge til at forberede børn til teater og andre kulturelle aktiviteter.

KulturCrew-projekter kører også i flere andre kommuner, bl.a. Kalundborg, Roskilde, Holbæk, Odsherred,Tønder og Skanderborg.

Læs mere om projektet i Ringkøbing-Skjern og andre brugerinddragende projekter på www.teatercentrum.dk

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne