Ungerne tøver ikke et sekund. De følger bare med de hvidklædte piger. Ind mellem træerne i den fine, gamle park Karolinelund, som lige nu ligger som et kunstnerisk frirum midt i Aalborg.
Og fra det øjeblik, de får øje på Gertrud Exner i kongeblå kjole og Claus Carlsen i rødt jakkesæt, så summer de om de to performere med masser af spørgsmål og store øjne.
Vi voksne er lidt langsommere. Vi forsøger at følge med de 6-årige, der stormløber hen ad stier og op ad bakker. Men vi bliver lige så nysgerrige som dem. For hvad er det egentlig, der sker?
Vildeste gear
Teater Nordkrafts forestilling 'Tivoli' er nemlig en forfriskende utraditionel forestilling, selv af en vandreforestilling at være. Her er intet plot og ingen faste figurer. Her er i stedet bare nogle toner og stemmer og sære instrumenter, som triller med rundt i parken.
Selv et klaver viser sig at være overraskende mobilt på stærke hjul – strippet for sine tangenter, så der kun er køreklare strenge tilbage på bagsiden.
Og der er underlige parasoller og sjove lysninger i parken, som lynhurtigt forvandler sig til scenografiske drømmesteder.
Hittet for drengene er helt klart den lille bakke, hvor der pludselig er anbragt sæder i en cirkel, akkurat som i en karrusel. Her sidder vi så, men selvfølgelig drejer bakken ikke.
Der er dog grænser for magien i Aalborg. Men det gør til gengæld ’verden’. Claus Carlsen cykler i hvert fald rundt på cykel i højeste fart, mens højttalere på cykelladet laver lyden af en tivoliforlystelse, der kører hurtigere og hurtigere i vildeste gear. Det er skønt.
Himmelglas
Men der er også total stilstand. Som det sted i græsset, hvor der er lagt runde plastiktæpper ud. For når så vi alle sammen har lagt os med hovederne ind mod midten – og tæerne stikkende ud i græsstråene – så ligger vi og kigger op. Her er der de smukkeste bøgeblade mod en sensommerblå himmel.
Og netop som vi tror, at det bare er naturens skønhed, vi skal nyde, så kommer teatrets finurlighed som et skønt, forstyrrende element, da nogle store glaskugler pludselig lader sig fire ned over hovederne på os – mærkelige og smukke.
På det tidspunkt i forestillingen er enhver forventning om en handling skubbet til side. Og selv de forsigtigste af skolestarterne lader til at have accepteret præmissen om, at denne oplevelse er helt abstrakt – og samtidig helt jordnær.
Alle går i hvert fald kåde videre i dette selvbestaltede optog af livslyst. Og selv den allermest generte pige fortæller til den blå kjolekvinde, hvad der er hendes yndlingstal. Sådan bare fordi.
Provokerende pjerrot
Måske netop fordi alt virker så frisat og ubekymret, får et lille dukkeoptrin endnu mere kraft, da en vred pjerrotdukke bagefter dukker op i vinduet på Karolinelunds gamle mølle. Han spjætter med sine træben, mens hans krop er svundet ind til tre runde knapper – måske af ærgrelser over livet.
’Jeg er da ligeglad,’ siger pjerrotdukken med heftig stemme. ’Jeg kan alligevel ikke lide børn.’
Det forarger tydeligvis ungerne. ’Han kan ikke lide børn!’ siger de oprørt. Og så stormer de ellers møllen for at finde den formastelige… Sig ikke, at den nye generation finder sig i hvad som helst.
Plotløshedens udfordring
Som teaterform betragtet er 'Tivoli' en site-specific forestilling, der har brug for at improvisere hele tiden for at få samlet sine tilskuere – og forføre dem – så intensiteten ikke daler.
Men det er imponerende nok lykkedes for instruktøren Catherine Sombsthay at skabe så løs en struktur og samtidig så klart et forløb, at det bagefter giver fuldkommen mening for tilskueren. Som en skødesløs fortælling om at nyde at reagere på verdens skønhed og pudsighed med alle sanser.
Forhåbentlig vil denne vellykkede forestilling senere kunne sendes på turné til andre parker med andre landskabsmuligheder.
Den må såmænd også gerne bare blive en fast tilbagevendende forestilling i Karolinelund de kommende år. For der er garanteret også fremover mange børn, der vil nyde at føle forkælelsens glæde ved at være deltagere i 'Tivoli'.
Kalabas og spidskommen
Forestillingen slutter ved en lille plads med borde. Oppe i luften hænger en masse sløjfesnore, der finurligt drejes og trækkes, så de væver sig sammen til et himmelloft af farvede sløjfer.
Minsandten om ikke også percussionisten Baba Kone fra Burkino Faso står i sort festjakkesæt og spiller på kalabasxylofoner og afrotrommer over for Claus Carlsens pustehorn, så alle begynder at duve i kroppene.
Og imens byder den orientalske kok Onkel Moustache de lækreste, velduftende børnetallerkener med godbidder i tivolifarver og eksotiske krydderier til alle tilskuere. Spidskommen, muskatnød, koriander – velbekomme!
'Tivoli' bliver med andre ord også til eksperimenterende madteater for skolestartere – udsøgt og stemningsfuldt, så alle ungerne gladeligt spiser med. Der spreder sig en atmosfære af noget kostbart, som ungerne kun nødigt vil forlade. En skat af sanseindtryk. En hægen om et uforglemmeligt sekund. Og måske den sjældne følelse af, at verden hænger sammen.
