Af: Gudrun Hagen

18. september 2019

Junk-tv i teaterform

'Generation Håbløs' på Teater V kæmper med klichétunge figurer og et format, der hylder overflade og nem forløsning, hurtige replikker og konflikter snarere end vedkommende alvor. Momentvis er der dog noter af rørende ungdomsteater.

Man håber alt det bedste for et stykke som ’Generation Håbløs’. Dramaturgen Sofie Diemer er et lysende ungt talent, og ideen er både god og modig: Tænk sig at tage en så tarvelig del af popkulturen så alvorligt, at man inviterer den ind på de skrå brædder. 

Med de afgrundsdybe generationskløft-fælder, og hvad der ellers ligger af udfordringer i sådan en skæv idé, må det så absolut give nogle sejheds-point overhovedet at turde at give sig i kast med foretagendet.

Genrens hulhed bliver stykkets egen 

De fire deltagere ’Generation Håbløs’-showet er udvalgt, fordi de alle har taget mindst fire sabbatår, og præmien er intet mindre end en firedobling af karaktergennemsnittet. Det er i sig selv ret komisk, og at de selvfølgelig også er latterligt forskellige, udstiller yderligere genrens koreograferede, kunstige hulhed fint.

Det er junk-tv i teaterform. Det kan man vel, uden at fornærme nogen, godt vove at kalde især denne Paradise Hotel-gren af reality-tv, som stykket sætter i scene. Og selv om der er god sarkasme ift. tv-konceptets grænseløse sensationslyst, så dikterer genrens præmisser samtidig hele forestillingens stemning og drive – på godt og ondt. 

På godt, fordi letheden kaster mange grin af sig. På ondt, fordi stykket af gode grunde ikke kan levere det, der netop fungerer som ’guilty pleasure’ ved genren; illusionen om, at man ser noget, der er ægte. 

Et eksempel er det varierede arsenal af personligheder. Typisk giver den slags ’godt konfliktfyldt’ tv, men i sin originale form fascinerer de uvægerlige sammenstød jo i høj grad, fordi der netop er tale om ’rigtige’ mennesker. Selvsagt bliver det en svag afglans i et teaterrum, hvor fiktionspagten er en anden, og hvor vi alle ved, at hver en replik er indstuderet. 

Fint skuespil til karikerede figurer

Debutanten Maria Cordsen spiller Mariel, en selvoptaget skønhed, der ser eksponeringstiden foran kameraet som et mål med tilværelsen. Hun mestrer Instagram til UG og er umådelig hård i filten. Gang på gang griner vi af hendes grænseløse krævementalitet og absurde facade, men godt skuespil til trods forbliver hun en flad, temmelig utroværdig figur. 

Det samme kan man desværre også sige om den kiksede skildpadde-nørd (ligeledes fint spillet af debutanten Mathias Bøgelund), der dog har meget godt trivia om sine skildpadder, hver eneste gang han føler sig presset. Og som nørd i et følelseskaotisk rum  er det ret tit, det må man give ham.

De to andre figurer får lov at sætte lidt flere følelser i spil. Emil Prenter er lækker og ligetil som den kække Sebastian, der i smug tumler med både angst og forvirret seksualitet. Og den vrede feminist Vita (Luise Skov), er heldigvis ikke kun skidesur. Hun er også forsigtig og charmerende over-analyserende med en følsom fortid som offer for hævnporno.

Skiftene mellem den ydre facade og den indre tumult får de begge troværdigt frem, og her tager stykket fat i lidt alvor, der fungerer. Hurtigt er vi dog videre i teksten.

Stykket holder nemlig også i sin egen opbygning hårdt fast i reality-genrens. Scenografisk fungerer det iscenesatte fornemt med et enkelt hvidt scenerum og fire døre, og kostumedesignerne har også fået meget ud af den absurde udklædning til showets mange fester. Men samtlige situationer er skarpt klippet til, og vi får kun lov at se highlights. 

Det er selvfølgelig også en pointe i sig selv, men tempoet er for højt til at dvæle ved noget som helst. Vi hopper således fra et skænderi til et andet, en rutineret speakerstemme opsummerer og sørger for spænding til de følgende afsnit eller borer, hvor det gør rigtig ondt. Mest gement, da den stakkels Vita kan vælge at få point ved at vise hævnporno-videoen med sig selv. 

Momenter af ømhed

Eneste brud på dette overgearede drive er korte spots på den enkelte deltager, hvor de i bedste kameraboks-stil, som det hører sig til i genren, kan være alene og fortælle hvordan de rigtigt har det. Eller i andre alt for korte sekvenser, der giver lidt baggrundsforståelse til figurerne. 

Bl.a. er Ellen Hillingsø skøn som Mariels forfærdelige, fortravlede mor i telefonen. Ligesom sin datter ynder hun at holde fokus på det ydre: ’Du græder ikke vel Mariel? Du er så grim, når du græder'.

Disse afbræk i alt det sjove er ret hjerteskærende, og hvis bare det dog havde fået mere rum og plads. Hvis bare stykket havde turde tage sine figurer og dermed også sig selv mere alvorligt, havde der været flere roser herfra. 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Mennesker i modlys
Teatret Fair Play:
'Milkwood'
Teatret Fair Play vover pelsen og præsenterer en forestilling fuld af poesi, fantasi og fabulerende lidenskab i en tid, hvor ungdomsforestillinger præges af virkelighedsteater
Brandgod barnlighed
Teatret Trekanten:
'Englen & Den Blå Hest'
I 'Englen & Den Blå Hest' går scenebillede, ord, skuespil og musik op i en mimisk,uhøjtideligt, poetisk og fantasibefordrende helhed, som man bliver helt høj af.
I helvedes forgård
Teatret Møllen:
'Oskar'
Teatret Møllen gør med 'Oskar' 11 september endnu mere uhyggeligt vedkommende, når de opleves med drengeoptik
Solospil i særklasse
De Røde Heste:
'Grebet i luften'
Med sin virtuose spillestil har Claus Mandøe skabt er en lille perle af en forestilling
Brynhilde i barbershop – og Sigurd på catwalk
Det lille Turneteater:
'Sangen om Sigurd og Brynhilde'
Det lille Turnéteater forfører teenagerne med sin originale sanghybrid over Wagners ellers så utilgængelige skæbnehistorie. Fortællingen om den kærlighed, man ikke selv kan styre
En rigtig Grimm Snehvide
Svanen, dansk-tjekkisk dukketeater:
'Snehvide'
Snehvide bliver med en eventyrlig Westi i en dekorativ scenografi en gedigen oplevelse for specielt de mindste
Mennesker i modlys
Teatret Fair Play:
'Milkwood'
Teatret Fair Play vover pelsen og præsenterer en forestilling fuld af poesi, fantasi og fabulerende lidenskab i en tid, hvor ungdomsforestillinger præges af virkelighedsteater
Brandgod barnlighed
Teatret Trekanten:
'Englen & Den Blå Hest'
I 'Englen & Den Blå Hest' går scenebillede, ord, skuespil og musik op i en mimisk,uhøjtideligt, poetisk og fantasibefordrende helhed, som man bliver helt høj af.
I helvedes forgård
Teatret Møllen:
'Oskar'
Teatret Møllen gør med 'Oskar' 11 september endnu mere uhyggeligt vedkommende, når de opleves med drengeoptik
Solospil i særklasse
De Røde Heste:
'Grebet i luften'
Med sin virtuose spillestil har Claus Mandøe skabt er en lille perle af en forestilling
Brynhilde i barbershop – og Sigurd på catwalk
Det lille Turneteater:
'Sangen om Sigurd og Brynhilde'
Det lille Turnéteater forfører teenagerne med sin originale sanghybrid over Wagners ellers så utilgængelige skæbnehistorie. Fortællingen om den kærlighed, man ikke selv kan styre
En rigtig Grimm Snehvide
Svanen, dansk-tjekkisk dukketeater:
'Snehvide'
Snehvide bliver med en eventyrlig Westi i en dekorativ scenografi en gedigen oplevelse for specielt de mindste