Hvad kan være mere passende, end at se en forestilling om de hellig tre konger på selve helligtrekongersaften. Der fejrer man ifølge den kristne tradition de tre vise mænd fra Østerland, der fulgte ledestjenen til Bethlehem og Jesusbarnet.
I TeaterTaskens friske gendigtning danner den gamle historie fra biblen dog afsæt for et meget bredere julebudskab: Kærlighed – men ikke kun indenfor egne, rettroende rækker.
I forestillingen med den frygtelig lange titel, opleves rejsen som det vigtigste. Den er vejen til erkendelsen af kærlighedens – eller snarere humanismens – nødvendighed, som det velgørende opdaterede krybbespil handler om.
Det er samtidig eksistensfilosofi på ret højt plan, når tre, store dukkekonger – ‘darwinistiske’ Kasper fra nord, kunstmaler Balthazar fra syd og religiøse Melchior fra øst – hidsigt udveksler meninger om verdens skabelse.
Udstyret med hver deres geografiske og værdimæssige baggrund og altså vidt forskellige præmisser, er der lagt op til en grundig røren rundt i den multikulturelle gryde.
For svært for børn? Nok lige i overkanten for de 5-6 årige. Men godt hjulpet på vej af musikinstrumenter, der med hver deres lyd og stil introducerer de tre konger. Det skaber stemning og indsigt, når Østens mægtige zithar, Nordens guitar og et lillebitte strengeinstrument fra den sydlige halvkugle Syd fylder rummet med flot musik.
Mere typer end personligheder
Ellers glipper opmærksomheden mest, når den lovlig eksalterede Balthazar på én gang taler gebrokkent og bruger billedkunstneriske fagudtryk.
Den cocktail fik på anmelderaftenen forståeligt nok tilskuerne til et stå af. Til gengæld var de hurtigt med igen. For det meste af den flot sammenhængende historie er formuleret i klare vendinger på vers, der nemt går over i et energisk talesprog og tidens løsen – rap! Det er effektiv, meningsfuld underholdning, hvor svære ord får en chance for at blive forstået.
Karen Nielsens tydelige replik og noget kontante fortællestil suppleres af den underfundige og mere mimiske medspiller og musiker Henrik Andersen. Begge er udmærkede dukkeførere i en iscenesættelse, der skaber afveksling.
Og selv om dukkekongerne i flotte kostumer mere er typer, end personligheder, tjener de deres formål. Melchior, Kasper og Balthazar holder først stejlt på deres værdier. Men på vejen mod Bethlehem opdager de, at verden er større, end de selv. Så stor, at der er plads til andre og det liv, de fleste gerne vil leve i fred med hinanden.
Så enkelt er det selvfølgelig ikke. Der er altid nogen, der laver larm og ballade.
Helligtrekongersaften opførte TeaterTasken ikke, som ellers, ‘De hellig tre konger så Hjertensglad’ i en kirke, men i et sognelokale. Det gav hårde betingelser for de medvirkende. De tog situationen flot og i stiv arm, når børn flere gange rendte ud og ind lige for næsen af dem. Uden at forældrene greb ind for at sikre om ikke jule- så dog teaterfreden for de andre tilskuere.
