13. marts 2013

ILT til hjerte og hjerne…

Billetter sættes til salg fra i dag, 13. marts, via Billetten.dk, men det er altså først fra 23.-26. maj 2013, at den internationale teaterfestival ILT i Aarhus afvikles i et fint samarbejde mellem flere af byens teatre, herunder også børneteatret Gruppe 38.

Den biennale festival viser mest teater, dans og performance i voksen-kategorien, men der er skam også godbidder for børn og børnefamilier, bl.a. spanske Ymedioteatro med 'SIE7E', der viser en nonverbal animationsforestilling i en skurvogn på Lille Torv, engelske Whalley Range All Stars med 'Pig' – en ni meter lang sovende so, der placeres på Store Torv og fra hvis vorter børn og voksne kan trække en kort, sjov performance – samt Carte Blanche og Cantabile 2's interaktive labyrintforestilling 'Life Live!' (se anmeldelse) for 12 år og op.

Årets udgave byder på i alt ni forskellige forestillinger, der spiller 18 gange indendørs og helt 100 gange udendørs – det store antal jvf. ovenstående torveforestillinger…

Udover forestillinger er der også seminarer, workshops m.v. i løbet af fire hektiske dage.

Her skal der også bruges frivillige, så hvis man vil give en hånd med, kan man henvende sig senest 15. marts 2013.

Se mere om frivilligeordningen, programmet og festivalen på www.ilt13.dk

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne