Det viltre skæg og den imponerende hårpragt er intakt, og det er den syngende skånske accent og det venlige sindelag også: Anders Ramberg ser ud til at nærme sig de 70 år – det sker faktisk 21. maj i år – i glimrende fysisk og mental form.
Men det er nu ikke den tilstundende runde dag, der har fået Teateravisen.dk til at sætte Anders Ramberg stævne på en lille cafe på Christianshavn. Mødet er nemlig det konkrete resultat af flere års undren over, hvordan man som iøjnefaldende og overmåde flittig bidragyder til dansk børneteater gennem næsten 25 år pludselig kan være helt væk – som det skete, da han ved sæsonafslutningen i 2005 forlod posten som leder af Jako-Bole Teatret i Aalborg.
Tilbage stod 45 instruktøropgaver, 35 manuskripter og fire skuespillerroller – næsten alle inden for dansk børne- og ungdomsteater – samt en række år som bl.a. formand for BørneTeaterSammenslutningen (BTS) og anden form for organisatorisk virke.
Branche med korttidshukommelse
I årene efter hørte man absolut nada til Anders Ramberg. Ingen instruktørjobs, ingen dramatikeropgaver, ingen fremmøde ved festivaler, premierer el. lign.
»Skal jeg være helt ærlig, brændte jeg vel ud efterhånden. Det gjorde, at jeg bevidst holdt mig væk i en periode efter tiden med Jako-Bole Teatret. Og så var løbet kørt. Hukommelsen er kort i branchen,« kommer det ganske uden bitterhed fra 69-årige Ramberg, der trods alt efter et par år sendte enkelte gamle manus rundt for at lodde stemningen, men ingen børneteatre bed på – hverken for at bede ham om nye forestillinger, påtage sig instruktøropgaver eller måske virke som dramaturgisk konsulent eller lignende.
Så derfor er tiden bl.a. blevet brugt til læsning, fabrikation af en række (indtil videre upublicerede) noveller – og tjansen som bedstefar. Mens kontakten til teatermiljøet stort set begrænser sig til generalprøverne på CafeTeatret, hvor datteren Laura Ramberg er administrativ leder.
Bevægelsen der blev væk
Den direkte kontakt med småfolk har dog ikke givet Anders Ramberg lyst til at genoptage arbejdet med at skrive nye stykker for hverken små eller store børn.
»Børns verden er generelt så forandret – og hvad angår unge, så føler jeg mig regelret uvidende om deres situation og hele det digitale setup, der definerer deres verden,« lyder det fra Ramberg, hvis eget dramatiske virke er bundet til en anden tradition, hvor fortællingen og den sociale kontekst har overtag.
»Det virker som om Ordet er forsvundet og den litterære tradition i børneteaterstykkerne er blevet udvisket, siger den gamle dramatiker, der efter en kort diskussion om nutidens genrevalg – herunder ikke mindst de mange interaktive forestillinger, der i visse veteraners optik 'blot' er en tilbagevenden til det gamle samspilsteater – erklærer, at man ikke må lægge sig fast på få udtryksformer, for 'rigtigt teater er stadig mangfoldighed'.
»Det er fint, at de nye børneteatre er eksperimenterende, men tendensen var allerede, da jeg forlod området og givet endnu mere nu en udbredt mangel på interesse for den historiske dimension i børneteatret: NU findes der godt nok en masse børneteatre, men knapt nok en børneteaterBEVÆGELSE,« mener Anders Ramberg.
Personer eller instutitioner
Han så og ser samme problem i forbindelse med etableringen af nye børneteatre, ikke mindst når de skal være egnsteatre.
»På 'voksenteaterområdet' findes der en struktur, som tager som udgangspunkt i tilgængelighed for publikum – et relativt fast net af decentrale teatre. Og når en ledelse falder fra – ja så søger man blot en ny ledelse. Men i børneteatergrupperne og egnsteatre/små storbyteatre falder teatret – inkl. teknisk og administrativt apparat – med ledelsen. Her er det hele koncentreret om personer og ikke institutioner, og det er sjældent en kommune, men et eksisterende, ansøgende teater, der tager initiativ til oprettelsen af et egnsteater,« kommer det fra den forhenværende leder af et traditionsbundet lille storbyteater i Aalborg.
»Og lige så naturligt som med landsdelsscenerne burde 'landsdelsscener' med hovedsagligt børn- og ungdomsteater på repertoiret etableres med geografisk dækning af hele landet, for intet barn her i landet burde have mere end 40 kilometer til en fast scene med teater for dem. Specielt nu hvor det opsøgende teater på skolerne så drastisk har mindsket,« siger Anders Ramberg, der også mener, at der stadig er alt for lidt samarbejde mellem de faste scener landet over, også på børneteaterområdet.
»Der er så mange gode forestillinger, der burde kunne udveksles og spilles flere steder – og derefter kunne tages på turne enten af teatrene selv eller af et helt andet teater. Alt for meget godt teater dør for tidligt.«
Fra scenograf til skuespiller
Så vidt den gamle svenske teatermand, der ved livets sædvanlige tilfældigheder havnede på den danske side af Øresund – og fik børneteater som arbejdsfelt.
For i virkeligheden havde han en ide om at blive kunstmaler. Han gik på skole i Malmø og arbejdede som formningslærer i grundskolen, mens han arbejdede med planen om at bosætte sig i Grækenland og leve som kunstner. Men så kom militærkuppet i 1967, og Anders Ramberg, der på det tidspunkt havde været i landet i otte måneder, kunne ikke få fornyet sin opholdstilladelse.
I stedet vendte han hjem til Sverige og Lund og læste kunstvidenskab – og fik kontakt med et par studenterteatergrupper her.
»Så min teaterkarriere begyndte 1969 i et gruppeteater ved navn Proteus. Først skulle jeg lave en scenografi for dem til et stykke af Axel Strindberg – brorsøn til August – som skulle væltes under forestillingen. Den fik en så hårdhændet medfart, at jeg blev hyret til at tage med på turneen for at kunne reparere den – og så kunne jeg lige så godt også bruges som skuespiller i forestillingen,« kommer det lunt fra skåningen, der nåede at turnere flere år rundt i hele Sverige.
Og han måtte lære at tale en slags rigssvensk. For dengang blev skånsk kun brugt som en slags bonde-teatersprog – lidt a la Peter Malmbergs uopslidelige komiske birollefigurer i danske lystspil…
De kollektive skriveprocesser…
Men i universitetsmiljøet stødte han også ind i en sød dansker, der var på besøg hos sin svenske kusine – og så flyttede Anders Ramberg sammen med sin Mette til Danmark i 1975.
»Der stod jeg så – uden brugbart sprog for at fortsætte min skuespillerbane. Gik hjemme med min datter. Var med til at drive et forlag, men søgte ind på Statens Teaterskole som instruktørelev. Kom ikke ind – man syntes, at jeg var for gammel – men daværende rektor Berthe Quistgaard skrev et meget smigrende introduktionsbrev, som jeg så tog med mig rundt i den danske teaterverden,« fortæller Anders Ramberg.
»De første, som bed på krogen, var Vester 60, og jeg begyndte på en forestilling, som skulle udgå fra et kollektivt skrevet manus. Det gik i vasken, og vi gik fra hinanden efter en måned, uden at der var skrevet et eneste brugbart ord. Men helt umulig var jeg tydeligvis ikke, for nu bad Skifteholdet mig 'redde' et kuldsejlet projekt – 'Som brødre vi dele'. Så blev jeg i Skifteholdet et par sæsoner, instruerede og deltog i den 'kollektive skriveproces', men vi gik fra hinanden – uenige om politik/kunst, men så var jeg altså i gang og havde fået blod på tanden som dramatiker.«
Svensk formand for danske børneteatre
Og dermed var Anders Ramberg i fuld gang med at blive en del af dansk børneteaters historie.
Det blev bl.a. til en ny forestilling med nu for længst hedengangne Vester 60 og bl.a. et stykke for Taastrup Teater med en blanding af professionelle og amatører – Ramberg undlader ikke her lige at nævne, at to af sidstnævnte kom fra Roskilde og hurtigt fandt vej ind i en teaterkarriere: Rene Benjamin Hansen og en vis Thure Lindhardt…
Det er også blevet til et par enkelte voksenforestillinger, bl.a. en på Jomfru Ane Teatret, men ellers har Anders Rambergs karriere udspillet sig i dansk børneteater.
Med manuskripter og instruktionsopgaver til og for en række børneteatre, afsluttende med jobbet som kunstnerisk, skrivende, instruerende og lejlighedsvis scenograferende og medspillende teaterleder for Jako-Bole-Teatret fra 1989 til 2005.
Det var vilkårene for det lille aalborgensiske børneteater med et alt for dårligt økonomisk driftstilskud fra hjemkommunen, og alligevel havde Ramberg også overskud til en driftig periode som formand for BørneTeaterSammenslutningen (BTS) fra 1991-94.
Dermed blev han den eneste 'udenlandske' formand i BTS' historie – og det skal kun nævnes her, fordi hans håndtering af det danske sprog ikke altid var noget at skrive hjem om og af og til kunne drive gode kolleger og offentlige instanser ud i tovene. Trods ihærdig artikulatorisk opdragelse fra fru Mette hjemme i Humleby og siden under deres ophold i Nordjylland, inden hun desværre døde for en halv snes år siden.
'Så sig dog noget'
Under de 16 år som leder af Jako-Bole Teatret skrev og/eller instruerede Anders Ramberg omkring 40 forestillinger, men især 'Så sig da noget' fra 1996 har gjort et uudsletteligt indtryk.
Den provokerende og modige forestilling tog et hidtil uset emne i børneteater-regi op: Et ældre menneskes manglende evne til at kommunikere med omverdenen, fordi han var ramt af en hjerneblødning, der havde frataget ham taleevne og det meste af førligheden, mens han kæmpede for at vise, at der stadig var et menneske bag den affærdige facade. Ramberg spillede selv på gribende vis den halvlamme morfar med de uforståelige lyde – og udnyttede dermed samtidig fikst, at hans danske måske ikke var helt velegnet til scenebrug.
Dengang udtalte Anders Ramberg selv, at hans egen angst og usikkerhed for at blive fange i egne tanker uden mulighed for at blive hørt, lå bag stykket, der i øvrigt blev instrueret af Gitte Aagaard og gav grådkvalt eftertænksomhed hos både tilskuere og anmeldere…
Efterskrift om noget helt andet
Men her 17 år efter dette mesterstykke er Anders Ramberg selv stadig fuldt funktionsdygtig både fysisk og mentalt. Der har bare ikke været bud efter ham fra børneteaterverdenen eller diverse tilstødende udvalg siden han forlod Jako-Bole i 2005.
Sidste teatermæssige udkald var således hans blot andet voksenteaterforestilling – et H.C. Andersen-stykke for Himmerlands Teater i 2005.
Det er jo næsten som et lidt trist eventyr af samme danske digter, men Anders Ramberg har tacklet situationen med sin stålsatte ro og sit skånske lune.
Han spøger med, at han udover daglige gøremål jo trods alt stadig er aktiv i det særdeles uformelle 'Selskab til udbredelse af svensk litteratur'.
Og det bliver nærmest stikordet til en særdeles personlig krølle på denne lille krønike om Anders Ramberg, der som en af sine bedrifter sørgede for at introducere undertegnede for Torgny Lindgren.
Det skete, da han for længe, længe siden havde fået nys om min 40-års fødselsdag – som jeg i lighed med tidligere og senere markeringsdage ellers lod forbigå i stille glemsel – og forærede mig et par bøger af den svenske forfatter.
’Bøgerne kan ikke byttes, da de er købt antikvarisk’, stod der på det ledsagende kort – et gratis et fra Folkhälsoinstituttet om, at man bare skulle ’älska utan oro’, selvom man var bøsse – og at man kunne få en lille håndbog i emnet på apoteket.
Nu er jeg ikke bøsse – og har tillige en principiel modvilje mod at bruge ordet 'elske' i flæng – og da slet ikke om tøj, mad, film m.v., men allligevel var det faktisk kærlighed ved første linje, da jeg startede på Torgny Lindgrens ’Storordene’ for at fortsætte med ’Lyset’ og siden selv supplere beholdningen af Lindgrens fortællinger og legender
Hans særprægede, abrupte fortællestil, underspillet og underfundigt i et minimalistisk og så alligevel sprog-ekvilibristisk univers har gjort et stort indtryk.
Så – også – tak for det, Anders Ramberg…
