Mens teaterlivet raser over det bevillingsstop i teaterstøtten, som Kulturministeriet lægger op til i kølvandet på finanslovsforslaget for 2010 – under den efterhånden stærkt ironiske overskrift ‘konsolidering’ – er der dømt direkte lukning i et andet hjørne af kunststøtten.
Huskunstnerordningen, der er et af Statens Kunstråds succesrige initiativer, som nyligt er blevet evalueret til tårnhøj tilfredshed blandt brugere og tilskudsgivere, bliver nemlig nedlagt, fordi der ikke er afsat midler til en fortsættelse i det nye finanslovsforslag.
Huskunstnerordningen har udover sit direkte sigte med at give børn og unge muligheden for at møde og opleve kunst på et højt, professionelt niveau i deres dagligdag også fungeret som en økonomisk ventil for mange teaterfolk og teatre, der har holdt skruen i vandet via økonomisk støtte fra Huskunstnerordningen til lokale projekter.
I en for Statens Kunstråd usædvanlig skarp reaktion advarer formanden, Mads Øvlisen, om, at det kunstneriske vækstlag i Danmark vil lide skade.
»Jeg er enig med kulturministeren, når hun siger, at vi for alt i verden skal undgå, at efterlade børn og unge ’kulturløse’, og forstår hendes bekymring for, at en tredjedel af danskerne ikke bruger kunst og kulturtilbud. Så hænger det bare ikke sammen, at to ordninger, hvis formål på både kort og lang sigt er, at forhindre netop det, ministeren frygter, bliver skåret væk i ét hug,« siger Øvlisen med henvisning til, at også en ordning med at tilbyde talentfulde børn og unge at komme på f.eks. et billedkunstnerisk grundkursus (BGK) eller en kulturskole, nu nedlægges
Statens Kunstråd har hidtil haft mulighed at uddele 10 mio. kr. via Huskunstnerordningen og 3,2 mio. kr. til kulturskoler.
Læs mere på www.kunst.dk