Niels Vandrefalk og Mogens Sckerl kommenterer Refusionsudvalgets afgørelse af Holbergteatrets 'En Landsbydegns Dagbog', der var på showcase 1. oktober:
Niels Vandrefalk, uddannet på Det Kgl. Teater med 50 års skuespillerjubilæum bag sig, har i 16 år spillet Blichers mesterværk næsten 100 gange for 10.000 mennesker over hele landet. En refusionsgodkendelse i 2000 og en fem-stjernet anmeldelse af Anne Middelboe Christensen her i avisen viste vejen frem.
I sin snart fireårige regeringstid har Refusionsudvalget udrenset erfarne og velanskrevne aktører på feltet. Sporadiske protester har lydt i Teateravisen. Udvalgets afgørelser kan ikke ankes. End ikke Ombudsmanden har et ord at skulle have sagt, selv om det er forsøgt.
Udvalget startede sine skueprocesser mod Niels Vandrefalk og hans Holberg Teatret allerede i 2013 ved at bortcensurere ’Far, Mor Får Børn’- en seksualvejledningsforestilling for 6-9-årige. Nu fortsætter klapjagten. Med en elastisk, tynd og intetsigende begrundelse: 'Præsentationen af forestillingen … samlet set ikke udviser et scenekunstnerisk niveau, der berettiger til refusion'.
Under eksaminationen gik udvalget på komedie, på skrømt. Afsluttede med forceret applaus. De overspillede, justitsmordet var vel planlagt. Formuleringen siger resten. Formentlig var skueprocessen forberedt og strategien lagt allerede ved indkaldelsen. Og dommen afsagt.
En moderne form for heksejagt åbenbarede sig. En skamstøtte over Statens kulturpolitik blev rejst.
Mogens Sckerl, formand for Holberg Teatret & Niels Vandrefalk, teaterleder