Hans Nørregaard har sendt denne kommentar i forbindelse med den løbende diskussion om Refusionsudvalget og dets virke – og den genopståede debat om behovet kvalitetsdiskussioner i teaterbranchen:
Der var engang – sådan er der mange gode historier, der starter.
Der var engang, og nu er vi tilbage i 1978. Vi, Ø-Gruppen, Bornholms børne- og ungdomsteater, er på vores første børneteaterfestival (som det retvisende hed dengang). Vi er mødt op med to dukketeaterforestillinger: 'Da månen forsvandt', en dukke/mime-forestilling, hvor det kun er dukkerne, man ser optræde til noget musik. Den anden forestilling hed 'Dukkernes oprør', og der medvirkede en skuespiller og nogle dukker og tekst.
Dengang havde vi seminararbejde. Vi var fire teatre, der blev sat sammen, nye og ”gamle” og det var BTS (BørneTeaterSammenslutningen, som det retvisende hed dengang), der havde valgt, hvem der skulle være sammen.
De nye grupper blev modtaget, vejledt og taget imod. Vi skulle de første fire hverdage tage ud og se hinandens forestillinger og så mødes efterfølgende til et seminararbejde, hvor vi talte om forestillingerne.
OG HOLD DA OP, hvor jeg savner det. For uanset om man kunne lide det, man havde set, og bølgerne af og til gik højt, så var vi solidariske med hinanden, og i den ånd kunne der gives konstruktiv kritik. Vi kikkede hinanden i øjnene, vi hjalp hinanden, vi havde respekt for hinanden og vi samtalede! Formål: At højne kvaliteten.
For Ø-Gruppen betød seminararbejdet dengang, at vi fik så konstruktiv en kritik, at vi tog forestillingen 'Da månen forsvandt' af plakaten, for megen af den kritik vi fik, var berettiget, om end det var hårdt. Det var dog også rart, at vi nye kunne komme med vores syn på de andres forestillinger; forestillingerne blev set med nye øjne, og det blev modtaget – en god følelse at føle sig respekteret.
Vi tog hjem og producerede en ny forestilling og vendte tilbage året efter fuld af energi og lyst og gå på mod. Og Ø-Gruppen var kommet for at blive, indtil det af naturlige årsager som flytning fra Bornholm og lignende gjorde, at teatret lukkede efter små ti år.
Dette seminararbejde fortsatte en del år og ebbede ud i takt med, at festivalen blev større og større, flere og flere teatre var med – og det blev muligvis svært for BTS at organisere seminarerne, og stemningen og lysten til seminararbejdet smuldrede. Ærgerligt, for det VAR med til at højne kvaliteten.
Men så opstod der en ide om et kvalitetsudvalg. Det var et udvalg der, så vidt jeg husker, også blev nedsat af BTS. Det var en gruppe kolleger med stor erfaring, som teatrene kunne trække på. Hvis vi var usikre på nogle valg, eller teksten, det scenografiske, eller hvad det nu kunne være, kunne vi bede en eller flere fra udvalget om at komme og kikke og kommentere og give kritik.
Jeg har selv brugt det flere gange, og det var fantastisk, for igen var det i solidaritetens navn, at det foregik. Vi samtalede! Og det var med til at højne kvaliteten.
Senere husker jeg, at der opstod kritik af kvalitetsudvalgets arbejde, for det udviklede sig måske til noget der kunne minde om smagsdommeri.
JEG HAR FULGT MED i debatten i Teateravisen om refusionsudvalgets arbejde og trufne beslutninger og hold da op, hvor gryden er i kog. Solidaritet, respekt, samtale? Hmmm!!! Jeg kan ikke rigtig se det. Debatten er vigtig, og godt den er der.
Jeg synes, at flere og flere af indlæggene vidner om et savn af noget, der var engang. Er det ikke blevet til, at nogle kommer med kritik og andre forsvarer kritikken, men uden særlig forståelse for hinandens synspunkter? En kedelig boksekamp, hvor kombattanterne ikke mødes og ser hinanden i øjnene.
For et par år siden havde jeg instrueret en forestilling, der skulle til showcase. Det var første gang i mine 41 år i branchen, at jeg var til showcase, og det blev sandelig også den sidste. For uanset hvilke bestræbelser, der bliver gjort for at teatrene skal føle sig godt tilpas i situationen, så lykkes det ikke.
Det er og bliver den mest ydmygende eksamen, jeg nogensinde har været med til. Hele seancen er en kunstig konstruktion. For hvor er samtalen, begrundelsen og nærværet efter man har været på? Jeg vil ikke ønske for nogen at stille op til det ”cirkus”. Uanset om man får grønt lys eller ej.
JEG KOMMER TIL AT tænke: Skulle det i virkeligheden ikke være alle forestillinger fra alle teatre i Danmark, støttede som ustøttede, der skulle til eksamen med deres nye forestillinger og så droppe det pjat med at indkalde gamle forestillinger? Jeg ved godt, at det er urealistisk og ikke noget jeg vil foreslå, bare pege på, men der er en urimelighed i hele strukturen.
Er tiden ikke inde til at afskaffe refusionsudvalg/showcase/refusionsordningen? Bare et spørgsmål.
Hvordan så?
Tja!!!!
VI HAVDE ENGANG en masse opkøbere, med mange års erfaring, med stor indsigt i hvad de ville købe. Nogle så os på festivaler og købte noget, de syntes var godt, nogle købte på rygter om en god forestilling, andre købte på teatrets gode navn, andre igen på de lokaliteter de kunne tilbyde i form af spillestedets størrelse, ingen kraft, ingen mørklægning, dårlige adgangsforhold osv.. Nogle købte fordi de kendte den historie, teatret havde dramatiseret. Så der var mange forskellige grunde til, at de købte.
Mange af de købere er holdt op, og hele opkøbermarkedet ser anderledes ud nu end dengang. Men jeg har stor tillid til, at de nuværende opkøbere er i stand til at vælge, hvad de vil have på programmet, så lad dem fortsætte med det.
Hvad nu hvis man DROPPEDE refusionsordningen? Fyrede refusionsudvalget og brugte pengene til at supplere puljen til de årlige uddelinger, så kunne der være flere midler at gøre godt med. Flere teatre kunne få produktionsstøtte, eller måske kunne nogle af teatrene få, hvad de reelt ansøger om.
Så må teatrene regulere deres priser, hvis det er nødvendigt. Og opkøberne må vænne sig til, at det måske koster lidt mere. Mange steder tager de jo i forvejen entre, som så kan supplere eller hvad ved jeg. Lade opkøberne købe, hvad de vil, så kunne man måske forestille sig at antallet af teatre regulerede sig selv.
JEG SYNES, at vi skal finde tilbage til det unikke ved vores arbejde med børneteater, vores organisation, der hvor solidariteten og samtalen er til stede, og så skal vi passe på, at vi ikke helt forsvinder ud af landkortet og drukner i den nye sammenlægning af alle teatre. Det ville være en skam – men det er måske en hel anden historie.
Det, jeg her har beskrevet, er ikke nyt i debatten, men når jeg sidder hjemme på Mols en regnvejrsdag og læser det ene indlæg efter det andet, så har jeg lyst til at bidrage. Jeg føler mig glad, stolt og beriget over at være en del af børneteaterbranchen igennem mange år. En branche, der ud over teatervirksomheden har givet mange venner for livet.
Venlig hilsen
Hans Nørregaard – der har været aktiv i Ø-Gruppen; Kaskadeteatret; Gruppe 38 og sine egne Nørregaard og Reiches Teater og Nørregaards Teater – og nu er freelance-instruktør, dramatiker og spiller
